Annonce
Tønder

Søndag reddede besøgstallet for Local Food Days

Local Food Days på Skibbroen havde ligeså mange besøgende som sidste år. De var dog fordelt ud over en ekstra dag. Arrangørerne er dog godt tilfredse.Foto: Mads Grinderslev
Local Food Days blev i weekenden afholdt for anden gang på Skibbroen i Tønder. Besøgstallet endte på højde med sidste år - på trods af, at arrangementet strakte sig over en ekstra dag.

Tønder: Der er tilfredshed at spore hos Erhvervskonsulent i Tønder Erhvervsråd og tovholder i initiativgruppen bag eventen Local Food Days, Jesper Monsrud, efter weekendens arrangement på Skibbroen.

Selvom arrangementet var ramt af dårligt vejr, vurderer han, at besøgstallet var omkring på højde med sidste år.

- Vejret er vi jo ikke herre over, men selvom vi fik en våd start fredag, og vejret heller ikke var alt for godt i lørdags, så reddede søndagen os. Jeg vil skyde på, at vi samlet set har haft ligeså mange gæster som sidste år. Blot fordelt på en dag ekstra, konstaterer Jesper Monsrud.

Annonce

Local Food Days

Local Food Days er et koncept, der blev gennemført for første gang sidste år. Dengang under navnet Tønder Street Food Days.

Navnet er ændret for at understrege, at det er en event, hvor man kan møde restauratører fra hele Tønder Kommune, og at maden, der serveres, i højt omfang er tilberedt med lokale råvarer.

Sidste år løb eventen over fredag og lørdag, mens der i år var udvidet med en ekstra dag, så også søndag stod i den lokale mads tegn.

Glade restauratører

De gæster, der, trods det lidt udfordrende vejr, valgte at lægge vejen forbi Local Food Days, var glade for arrangementet, og det samme gælder for de restauratører, der var med.

- Nu er det selvfølgelig tidligt efter arrangementet, men jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Der er flere restauratører, der allerede nu har sagt, at de er med igen næste år, så det er da positivt, lyder det videre fra Jesper Monsrud.

Han er ligeledes glad for, at man nu kan begynde at se de afledte effekter af arrangementet, som han håber, der kan blive mange af.

- Det er vigtigt for os at formidle, at det er hele kommunens arrangement. Og vi kan nu også begynde at se, at et arrangement som dette åbner op for nye samarbejder blandt de deltagende restauratører. Det er en af de gevinster, som man ikke lige kan aflæse i et excel-ark, men som er vildt vigtige, siger Jesper Monrud.

Igen næste år

Jesper Monsrud har en klar formodning om, at der også næste år er Local Food Days på Skibbroen.

- Nu skal vi lige have evalueret det hele, og så skal vi finde ud af, hvordan det hele skal skrues sammen til næste år. Det er der endnu ikke nogen afklaring på. Men det er da helt sikkert positivt, at de fleste har udtrykt glæde og tilfredshed med arrangementet. Der er også flere restauratører, der har givet udtryk for, at de gerne vil spille en større rolle i planlægningen, siger Jesper Monsrud.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce