Annonce
Sønderborg

Sønderborg Lufthavn ønsker sig en 4-sporet motortrafikvej

Den nye terminalbygning, som den kommer til at se med udsigt til flyområdet. Passagermængden forventes at blive op mod 300.000 årligt frem mod 2025.
Sønderborg Lufthavn har sammen med seks andre danske lufthavne lavet en ønskeseddel til bedre infrastruktur. Særligt vokser behovet, når den udbyggede lufthavn om otte til ti år skal betjene op til seks gange så mange passagerer som i dag.

Sønderborg: God infrastruktur på land gavner også luftens veje. Ud fra den devise har syv danske indenrigslufthavne i sammenslutningen Danmarks Lufthavne - her i blandt Sønderborg Lufthavn - netop givet hver sit ønske om bedre infrastruktur.

- Vi har de sidste knap to år arbejdet for mere opmærksomhed omkring luftfart herhjemme. Det næste skridt har været at gøre politikerne opmærksomme på, hvad der udvikler og understøtter driften af lufthavnene, forklarer chefen for Sønderborg Lufthavn, Christian Berg og fortsætter:

- Det er sket med forudgående dialogmøder, hvor det lokale erhvervsliv og andre interessegrupper har arbejdet i workshops. Formålet har været at finde netop det, som i høj grad kan bidrage til øget mobilitet og dynamik.

Annonce

Sønderborg Lufthavn

Sønderborg Lufthavn er drevet af kommunen og blev anlagt på Kær i 1968. Den havde knap 72.500 passagerer i 2018, mens der i rekordåret 1997 var 125.000 passagerer igennem lufthavnen. Målet er 300.000 i 2026.

I 2019 er der planlagt spadestik til en helt ny og moderniseret terminalbygning som led i en flerårig strategiplan for lufthavnen med en samlet investering på over 300 millioner kroner. Kommunen har afsat 75 mio. kroner over tre år. Yderligere 100 mio. kroner skal findes hos private investorer, hvor forhandlinger er i gang.

Umiddelbart efter nytår var der miljømæssige VVM-undersøgelser og behandlingen af de nødvendige lokalplaner for terminalbyggeriet er i gang.

Firesporet gennem Als

De involverede parter kendte i forvejen til investerings- og udbygningsplanen for lufthavnen:

- Så med et ferieresort på Nordals i sigte, turisme generelt og erhvervslivets behov for tiltrækning af arbejdskraft blev det til, at vi fra Sønderborg Lufthavn peger på en udvidelse af omfartsvejen fra Alssundbroen og videre til Nordals. Det falder jo også fint i trit med det, som kommunens politikere har videregivet i en rapport, påpeger Christian Berg.

De syv ønsker - betegnet fyrtårne - fra lufthavnene er nu videregivet som samlet katalog til folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg. De øvrige lufthavne er Midtjyllands Lufthavn (Karup), Billund Lufthavn, Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn (Tirstrup), Bornholms Lufthavn og Københavns Lufthavn.

Også lokale behov

Ud over omfartsvejen, der er et statsligt anliggende, er der også ønsker fra lufthavnen til forbedringer af den lokale infrastruktur.

- Vi er i dialog omkring bedre kollektiv trafik i form af busser, men ellers vil der på sigt også blive behov for en bedre dimensionering af vejene til lufthavnen, når passagertallet de kommende otte til ti år forhåbentlig bliver seks gange større end i dag, tilføjer Christian Berg. Det vil sige op mod en lille halv million.

Arbejdet med udvidelsen af lufthavnen er planlagt til at gå i gang her i 2019. Lige nu arbejdes der dog stadig med lokalplanerne, hvor ændringer har forsinket processen lidt.

Blandt andet skal omkringliggende marker inddrages til den nye terminal, ny tilkørselsvej og større arealer til flyparkering og hangarbyggeri.

Lufthavnchef Christian Berg ønsker sig en udbygning af motorvejen/A8 til en motortrafikvej med fire spor hele vejen op til Nordals. Arkivfoto: Claus Thorsted
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce