Annonce
Sønderborg

Sønderborgs kulturliv er blandt landets billigste

Sønderborg Kommune støttede filmen "I Krig & Kærlighed" med 1,8 millioner. Foto: Timo Battefeld
Sønderborg Kommune er på en 69. plads blandt landets 98 kommuner, når det drejer sig om summen af penge, der bliver brugt på kultur-, idræts-og fritidslivet.
Annonce

Sønderborg: 109 millioner kroner bruger Sønderborg Kommune på kulturlivet i året. Pengene går blandt andet til bibliotekerne, støtte til foreninger, idrætslivet, museer og ekstraordinære tilskud som til filmen "I Krig & Kærlighed, som fik kommunal støtte på 1,8 millioner i 2018.

Det placerer Sønderborg Kommune i den nederste del af listen, når man rangerer landets 98 kommuner på brugte kulturpenge pr. indbygger.

Sønderborg Kommune ligger på en 69. plads med 1461 kroner pr. indbygger i året. På en solid førsteplads ligger Herlev med næsten 4000 kroner pr. indbygger, mens Sorø ligger i bunden med 932 kroner.

Borgmester Erik Lauritzen (S) mener, kommunens forbrug på kulturområdet er passende.

- Vi har et godt niveau. Der er støtte til ringriderforeninger, idrætsklubber og Sønderjyllands Symfoniorkester. Vi har hele spektret men nogle synes, vi bruger for meget på for eksempel Tour de France. Jeg synes, det er en god balance, for kultur er med til at underbygge handlen og turismen. Den binder os sammen, og gør Sønderborg til en attraktiv by, siger Erik Lauritzen.

Annonce

Klar til ekstrabevillinger

Sønderborg bruger to procent af det samlede budget på 5,5 milliarder til kulturområdet. Projekter som Tour de France med 20 millioner kommunale kroner og Multikulturhuset til cirka 100 millioner kroner hører til anlægsbudgettet.

- Men det er jo alt sammen kultur, så reelt bruger vi flere penge. Det er ikke et budget, som jeg vil udvide voldsomt. Vi skal gribe de muligheder, der kommer, som "I Krig & Kærlighed", hvor vi laver en ekstrabevilling. Samtidig skal vi have fokus på foreningerne, som har været ramt af corona, og give dem mulighed for at komme i gang igen, siger Erik Lauritzen.


Det er en misforståelse, at man kan spare sig igennem en økonomisk krise ved at spare på kulturbudgetterne, da det bidrager markant til det gode liv i Sønderborg.

Stephan Kleinschmidt (Sl.P.)


I det netop indgåede budgetforlig har et enigt byråd blandt andet sat penge af til Elstrup Mølle (tilskud på 180.000 kroner), Jollmands Gaard (40.000 kroner i året) og Vibæk Mølle (110.000 kroner årligt).

Annonce

Mere i gode tider

Stephan Kleinschmidt (Sl.P.), der er formand for udvalget for kultur, idræt, handel og turisme, mener også, at kommunens kulturbudget ligger på et passende niveau.

- Vi ligger ikke i den den nedre del, for vi har investeret voldsomt i kulturen både i drifts- og anlægsbudgettet. Bare Multikulturhuset er et helt årsbudget af driften. Vi har også bygget ungehuset Mejeriet, som hører under anlægsbudgettet, siger Stephan Kleinschmidt, der er klar til at bruge flere penge på kultur i gode tider.

- Selvfølgelig skal budgettet på driften udvikle sig i de tider, hvor det er muligt. Det er trods alt beskedne midler, vi bruger på kultur- og fritidsbudgettet. Så det er fantastisk, hvad vi alt får skabt for de midler. Det er en misforståelse, at man kan spare sig igennem en økonomisk krise ved at spare på kulturbudgetterne, da det bidrager markant til det gode liv i Sønderborg, siger Stephan Kleinscmidt.

I budgetforliget er der også sat et årligt tilskud på 200.000 kroner af til både Ulkebøl-Hallen og Broager-Hallen, som er selvejende haller.

Sønderjyske kulturpenge

Nummer 80: Aabenraa Kommuner bruger 80 millioner kroner i året, og det svarer til 1.360 kroner pr. indbygger.

Nummer 51: Tønder Kommune bruger 62,5 millioner kroner i året, og det svarer til 1.663 kroner pr. indbygger.

Nummer 42: Haderslev brger 98,3 millioner kroner i året, og det svarer til 1.759 kroner pr. indbygger. 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce