Annonce
Sport

Søndergaard bomber Skjern til klar sejr over GOG

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kasper Søndergaard scorede otte gange, da Skjern brød GOG's sejrsstime på meget overbevisende facon.

Efter to liganederlag i træk fik Skjern onsdag en tiltrængt opmuntring i Primo Tours Ligaen.

På hjemmebane vandt Skjern med 36-32 over GOG, der ellers kom til opgøret med fire ligasejre i træk.

Med sejren kravler Skjern tættere på GOG i tabellen. Skjern avancerer til syvendepladsen med syv point for syv kampe. GOG har otte point på sjettepladsen.

Skjern har ellers ikke haft et højt scoringssnit i sæsonen, men med Kasper Søndergaard i sprudlende spillehumør endte Skjern med at snuppe en overbevisende sejr over det fynske hold, der ikke ramte dagen.

GOG virkede ikke til at være helt på dupperne i første halvleg, og fynboerne kom til at halse lidt efter i størstedelen af den.

Skjern havde dog alligevel svært ved at slå det store hul, selv om der var antræk til det, da Bjarte Myrhol fra stegen scorede til 14-10 med fem minutter tilbage.

GOG kom dog tilbage, men samme Myrhol sørgede med sit fjerde mål seks sekunder før pausen for, at Skjern kunne tage et hvil foran med 17-15.

I anden halvleg kom Skjern hurtigt på 20-16, men så vågnede GOG med tre scoringer i træk blandt andet to fra Emil Jakobsen, og så tog Skjern timeout.

Den hjalp. Få minutter senere førte Skjern igen med tre efter et par mål af Anders Eggert.

Kasper Søndergaard var dog Skjerns bedste på dagen. Med sit syvende mål bragede han sit hold på 24-21 efter 12 minutter.

GOG-træner Nicolej Krickau italesatte også primært vigtigheden af at stoppe Søndergaard, da han kort efter tog timeout.

Det hjalp dog ikke umiddelbart. Et par minutter senere scorede Søndergaard således til 26-22.

GOG lod til at miste det sidste mod, og Skjern afgjorde reelt kampen med målet til 31-24 med ni minutter tilbage.

Det blev også 34-27, men derfra fik GOG pyntet lidt på facit.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Annonce