Annonce
Sydjylland

Sønderjyder skal helt til Esbjerg eller Svendborg for at blive vaccineret

Lige for tiden er det umuligt at få en tid ved vaccinationscentret på Ellegårdvej i Sønderborg. Det samme gælder vaccinationscentret i Rødekro. For sønderjyderne har været hurtige til at reservere de få tider, der har været tilgængelige. Arkivfoto: Birthe Juul Mathiasen
Der er ingen ledige tider i Sønderborg eller Aabenraa. Men det kommer om et par dage, en uge eller to, lover koncerndirektør i Region Syddanmark.
Annonce

Sønderjyder, der har fået brev om, at de nu står forrest i køen til en corona-vaccination og derfor gerne må booke en tid, får en lang næse.

JydskeVestkysten har fået henvendelser fra flere personer, der fortæller, at det er helt umuligt at få tid til vaccination i Sønderborg eller Rødekro. Men de kan få en tid i Svendborg eller Esbjerg.

For i Esbjerg er der masser af ledige tider. Faktisk så mange, at regionen fredag gik ud med en direkte opfordring til, at folk husker at bruge dem. Region Syddanmark risikerer at brænde inde med tusinder af vaccinationer, da mange ældre på 85 år eller derover ikke får bestilt tid, og i blandt andet Varde Kommune har ansatte derfor haft travlt med at ringe rundt til de ældre for at få dem afsted.

Fredag formiddag var der ca. 1500 ledige tider i Esbjerg fordelt på lørdag, søndag og mandag.

Annonce

Hurtige sønderjyder

Region Syddanmark fordeler vaccinedoser og hermed tider til vaccinationscentrene ud fra befolkningstal. Derfor får Esbjerg flere tider.

- Men i Sydvestjylland er folk måske lidt langsommere til at få booket en tid end i Sønderjylland, hvor folk er hurtigere ude. Derfor er der ingen ledige tider i Sønderjylland, forklarer Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.

Hvorfor kan I ikke flytte nogle af de ledige tider til Sønderjylland, når det tilmed er svært at få alle tider besat i Esbjerg?

- Det kan vi desværre ikke. For når først vaccinen er ankommet til ét vaccinationssted, kan den ikke tåle at blive flyttet til et nyt sted, forklarer Kurt Espersen.

Men er det rimeligt, at sønderjyder lige nu skal helt til Esbjerg eller Svendborg?

- Nej, det er ikke rimeligt, men kan man vente nogle dage, en uge eller to, vil der være tider nok til alle, lover Kurt Esbersen.

Annonce

Flere centre på vej

For i næste uge vil Region Syddanmark lægge flere tider ind i bookingsystemet, så der fredag 26. februar vil være ca. 3.000 ledige tider.

Hidtil har Region Syddanmark valgt ikke at lægge tider ud, før vaccineleverancen var endelig bekræftet. Og da antallet af doser først i januar blev halveret over en nat, betød det, at vaccinationscentret i f. eks Sønderborg måtte drosle ned på et absolut minimum af aktivitet.

Men fremover vælger regionen at åbne flere tider, end der står vaccinedoser på hylderne til. Forventningen er, at leverancen de kommende uger vil være stabil. Det betyder, at folk kan booke en tid flere uger frem, så de slipper for flere gange dagligt at skulle jagte en ledig tid.

Region Syddanmark har også erkendt, at der er brug for flere vaccinationscentre i Sønderjylland. Sygehus Sønderjylland er ved at finde adresser til to nye faste centre og flere mobile centre i landsdelen.

JydskeVestkysten fortalte forleden om 78-årige Mona Larsen, som gennem en hel måned forgæves forsøgte at få en tid til vaccination i Sønderborg.

Din tur?

De nye tider, som Region Syddanmark lægger ud i næste uge, er til borgere, der er 85 år eller ældre og skal have vacciner fra Pfizer/BioNTech.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce