Annonce
Kultur

Sønderjysk Anders And-blad bliver revet væk

I Føtex i Sønderborg havde de sønderjyske Anders And-blade fået en særlig plads. Foto: Katrine Lund Walsted
Denne uges udgave af bladet Anders And & Co. har Dybbøl Mølle på forsiden. Det har givet massiv interesse for bladet, der har solgt ekstraordinært godt i Sønderborgs bladkiosker.

Sønderborg: I denne uges Anders And & Co. kan man læse om Anders Ands nye job som tv-assistent på programmet Det store kagemaraton, som skal optages på Sønderborg Slot.

I historien er det sønderjyske kagebord, Sønderborg Slot, Dybbøl Mølle og Vadehavet en del af historien. Og det sønderjyske tema har givet massiv interesse i Sønderborgs bladkiosker.

I Føtex i Sønderborg sælger kiosken normalt højst tre Anders And-blade på en uge, og kiosken er holdt helt op med at sælge Jumbobøger. Men på udgivelsesdagen torsdag så det ud til, at butikken kunne sælge 500 blade på én dag. I sidste uge kunne kunderne forudbestille denne uges blad via et ja tak-tilbud på butikkens Facebookside.

- Vi solgte 300 blade på halvanden time. Det er helt vildt. Derudover har vi bestilt 200 blade, som jeg er sikker på, bliver solgt i dag. Vi arbejder på at få overskydende blade fra andre kiosker i landet, så vi kan sælge dem næste uge. Det er en sjov gimmick, som giver omtale og en god kundestrøm i butikken, siger varehuschef Nicolai Stærke.

Butikken har også fået en bestilling på et blad, som skal sendes til Grønland.

I Kvickly i Sønderborg har butikken 500 blade, som varehuschefen blandt andet har skaffet ved andre varehuse. Der er på forhånd solgt 313 blade via et ja tak-tilbud på Facebook. Resten sælges i butikken. Butikken sælger normalt fem til seks blade på en uge.

- Der har været helt vildt interesse for bladet. Det skyldes temaet med Sønderjylland og slottet, siger Monika Küseler, der blandt andet står for varehusets ja tak-tilbud.

Annonce
I Kvickly i Sønderborg købte Palle Fløe et blad til børnebørnene. Foto: Katrine Lund Walsted

Til børnebørnene

I Føtex kom kunderne i en lind strøm for at købe det sønderjyske Anders And-blad. Pia Nielsen var en af kunderne.

- Jeg har ikke læst Anders And, siden mine nu voksne børn var små. Jeg har købt det, fordi det drejer sig om Sønderjylland og Dybbøl Mølle, sagde Pia Nielsen.

I Kvickly havde de ansatte i kiosken travlt med at lange Anders And blade over disken. Nogle af kunderne havde ikke købt et Anders And-blad, siden det kostede fem kroner. I dag koster det 40 kroner. En af køberne var Palle Fløe, der købte et blad til sine børnebørn, der kommer på efterårsferie.

- Det er en sjov idé og god reklame for byen, og de skal nok få solgt mange blade. Jeg læser Anders And, når jeg er ved tandlægen, det er nogle sjove historier, sagde Palle Fløe, der på mandag ville tage børnebørnene med på Sønderborg Slot.

Den dag er der nemlig en Anders And-dag, hvor man kan møde Flemming Andersen, der har tegnet den sønderjyske historie, samt spise sønderjysk kagebord.

Sønderjylland blev udvalgt til at få besøg af Anders And på baggrund af læserønsker. Historien i denne uges Anders And & Co. er baseret på forslag fra bladets sønderjyske læsere. I bladet er der også to sider om Sønderjylland.

Det er Egmont Publishing, der udgiver bladet, og ifølge de seneste læsertal bliver bladet normalt læst af 198.000 om ugen.

Føtex og Kvickly havde 1000 blade til salg i alt mod normalt en håndfuld blade. Foto: Katrine Lund Walsted
Turen går blandt andet til Dybbøl Mølle i ugens blad. Tegning: AA41/Egmont
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Varde

Inge er stolt af sit kvarter: Købstadens sekundære butiksgade er en upåagtet succes

Annonce