Annonce
Kultur

Sønderjysk film fik verdenspremiere i Tokyo

Filmen Onkel havde verdenspremiere på Tokyo International Filmfestival. Både instruktør, Frelle Petersen, hovedrolleindehaver, Jette Søndergaard, og producer, Marco Lorenzen, var til stede i den japanske hovedstad. Ifølge Marco Lorenzen havde de en fed premiere. Foto: Marco Lorenzen.
Den danske film Onkel, som foregår i Sønderjylland, havde for få dage siden verdenspremiere. Det skete på Tokyo International Filmfestival.

Onsdag den 30. oktober fik den japanske hovedstad et lille snert af Sønderjylland, da den nye danske film, Onkel, for første gang blev vist for et publikum i Tokyo. Onkel havde nemlig verdenspremiere på den anerkendte filmfestival Tokyo International Filmfestival.

Onkel foregår på gården Stenbjerg ved St. Emmerske lidt uden for Tønder, hvor hovedrollen Kris bor sammen med sin onkel. Kris finder pludselig sig selv i det svære valg mellem sine drømme eller at blive tilbage på gården og hjælpe onklen.

Filmen er en ud af 14 film, som vises på den japanske filmfestival, og de 14 film er alle valgt fra en pulje på over 1800 film. Det fortæller Onkels instruktør, Frelle Petersen.

- Det giver noget selvtillid, at få sin film vist på en A-festival som Tokyo International Filmfestival. Det betyder meget, lyder det fra Frelle Petersen.

Onkel har danmarkspremiere i Tønder den 8. november. Resten af landet kan se den fra den 14. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce