Ishockey: Sidst de to hold mødtes, blev det pinligt. For SønderjyskE.
Et nederlag på 2-6 til Herning på egen is. De to SønderjyskE-mål var kun små plastre på et åbent benbrud.
Indsatsen var dårlig, og resultatet var dårligt.
Mario Simioni nævnte selv kampen forleden i et interview med nærværende avis.
- Efter vores nederlag til Herning nævnte jeg over for spillerne, at vi var heldige med, at fansene ikke var her. For de ville ikke være glade for måden, vi præsterede som hold, sagde han, da han blev spurgt ind til SønderjyskE's stime af hjemmenederlag, der strakte sig til seks kampe.
Siden den kamp har SønderjyskE hanket op i sig selv.
I den følgende hjemmekamp blev den grimme stime brudt med en klar sejr over Frederikshavn. Den sejr var flankeret af to sejre over Herlev. Senest var SønderjyskE på sejrskurs mod Aalborg, men tabte 2-3 efter overtid. Trods nederlaget var der gode ting at tage med. SønderjyskE leverede en fin indsats, men havde hverken marginalerne eller skarpheden til at gøre tingene helt færdige mod Aalborg.
Det er med andre ord et SønderjyskE-hold i bedre stand end sidst, der tager bussen til Herning fredag i jagten på revanche og i et forsøg på at vaske skampletten fra seneste indbyrdes opgør væk.
I Herning møder Mario Simionis spillere et hold, som de har haft det vanskeligt imod i denne sæson.
Efter en sønderjysk sejr i holdenes første kamp i sæsonen har Herning taget sejren i alle de tre seneste.
SønderjyskE er udehold fredag aften og kan trods alt glæde sig over, at alle fire indbyrdes kampe i denne sæson hidtil er endt med udesejre.
Der er kampstart i Herning fredag aften klokken 19.30.