Annonce
Aabenraa

Sønderjysk slagter vælter sig i succes: sælger 3000 grillpølser på fire timer

Normalt står slagteren fra Ravsted hver fredag eller op til en helligdag på Brørup Kræmmermarked. Men da markedet er lukket foreløbig, står salgsvognen nu foran egen butik i Ravsted Storegade. Og kunderne srømmer til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Slagter Clausen i Ravsted plejer normalt at være ved Brørup Marked én gang om ugen med sin salgsvogn. Men da kræmmermarkedet er lukket indtil videre, er salgsvognen parkeret - foran slagterens egen forretning i Ravsted Storegade. Og kunderne strømmer til.

Ravsted: "Æ Slaude" lyder det kort og godt, når man ringer til slagteren i Ravsted. Det er 73-årige Claus Clausen i den anden ende af røret, og man fornemmer travlheden i baggrunden.

Selv om det er sønnen Jørn Henrik Clausen, der har overtaget virksomheden, så er senior med sine efterhånden 54 år i branchen stadig på arbejde hver dag.

- Det har jeg det godt med, forklarer Claus Clausen. Fordi der er godt gang i butikken - på trods af corona-krisen.

For slagteren i Ravsted har formået at skabe sig en lille succes oven på de mange nedlukninger, der har ramt det øvrige Danmark.

- Hver fredag plejer vi at køre til Brørup marked med vores salgsvogn, men på grund af coronavirus har Brørup marked lukket, og så spekulerede vi, hvad vi så kunne gøre. Vi kom i tanker om, at vi da kunne stille bilen op hér uden for vores egen butik. Det gjorde vi - og fik egentlig rigtig god succes med det, fortæller Claus Clausen på sit klingende sønderjysk.

Det kræver naturligvis en ændring af kundestrømmen. Men det blev klaret med et opslag på butikkens facebook-profil.

Ravsted slagteri har længe haft en facebook-gruppe, men i den sidste tid er aktiviteten i gruppen nærmest eksploderet, fordi slagteren reklamerer med forskellige tilbud - bl. a. ugepakker med kød og charcuteri.

Annonce
Slagter Jørn Henrik Clausen er anden generation i virksomheden i Ravsted. Generationsskiftet er foretaget, men far Claus Clausen på 73 år arbejder stadig hver dag, efter foreløbig 54 år i branchen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Festival-koteletter

- Der er ikke noget af det, der er færdigt - det må folk selv tilberede. Jo - gyros er færdiglavet lige klar til panden med krydderier og olie. I denne uge er der for eksempel tilbud på grillpakke med steaks, grillpølser og festival-koteletter, fortæller Claus Clausen.

Betegnelsen "festival-koteletter" dækker ikke nu over en speciel kød-udskæring, tilføjer "æ slaude":

- Hvert år leverer vi 8.000 koteletter til Tønder Festival, men det får vi ikke lov til i år, kan jeg forstå, eftersom Tønder Festival er aflyst. Så koteletterne er nu med i tilbuddet, så vi kan få dem afsat.

Han har ikke en entydig forklaring på succes'en.

- Vi er jo ikke en stor butik, så vi har været nødt til at flytte forretningen udenfor, for at kunderne kan holde afstand. Men måske hænger det sammen med en kombination af gode tilbud og det brede udvalg. Der er i hvert fald flere, der er begyndt at komme hér. Nogle af dem, der på grund af corona-situationen ikke længere kan handle i Tyskland, har fundet ud af, at vi sagtens kan matche de tyske priser. Og så har det vel også noget med kvalitet at gøre. For også de kunder, vi normalt har i Brørup, de kører nu til Ravsted for at handle hos os, fortæller Claus Clausen.

Flere kunder

At han hver fredag - eller lige før en helligdag - tager til Brørup, har sin forklaring.

- Der er mange mennesker på grund af kræmmermarkedet. Jeg kunne også stille vores bod op på torvet i Tinglev, men der kommer ikke nær så mange mennesker forbi. Salget er simpelthen større i Brørup, forklarer slagtermesteren.

Alligevel har det overrasket ham, at salget fra kølebilen foran forretningen i Ravsted Storegade efterhånden overstiger en god dag i Brørup.

- Det må vi sige - vi sælger mere i Ravsted nu end i Brørup, konstaterer Claus Clausen og kigger ned langs køen af kunder, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

Butikken, altså den rigtige, har stadig åben alle hverdage. Det er dog især fredagen, der sørger for ekstra meget travlhed.

Det er nemlig ikke små mængder, der i løbet af blot få timer, fra kl. 13-17, bliver langet over disken eller udleveret i store poser af medarbejdere inde fra slagteriet: 100 kilo kyllingegyros, 50 velvoksne ugepakker, 60-70 grillpakker og op mod 3.000 grillpølser, blandt dem også slagteriets egen genforeningspølse - plus det løse i form af pålæg og andet kød.

I løbet af fire timer sådan en normal fredag sælger Slagter Clausen godt 3.000 grillpølser, 100 kilo kyllingegyros, 50 ugepakker og tæt på 70 grillpakker. Dertil kommer almindelige slagtervarer såsom kød og charcuteri. Og så skal man lige huske på, at forretningen også har åbent de øvrige hverdage. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Grill-sæsonen er startet - det kan slagteren i Ravsted mærke på salget af grillpølser og hele grill-pakker. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce