Annonce
Sønderjyske HH

SønderjyskE er forberedt på nyt Ribe-Esbjerg-forsvar

SønderjyskE-træner Kasper Christensen er opmærksom på, at Ribe-Esbjerg har fået stablet et hæderligt 5-1-forsvar på benene. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
SønderjyskE skal spille sig forbi Ribe-Esbjergs 5-1-forsvar, der er vestjydernes foretrukne efter salget af Jacob Heinl.

SØNDERJYSKE: Den tyske grænsebom er væk. Jacob Heinl er ikke længere grænsevagt i Ribe-Esbjergs forsvar, og salget til Flensburg-Handewitt har - i hvert fald på den korte bane - svækket Ribe-Esbjerg.

Det har ændret forsvarsspillet, og det er SønderjyskE og træner Kasper Christensen naturligvis bevidst om.

- Det, vi er opmærksomme på, er jo, at de dækker 5-1. De dækker markant mere 5-1, end da Heinl var der, og det synes jeg i øvrigt, at de gør relativt fint. Jeg er med på, at de lukker nogle mål ind, og jeg så også, at der på tv er blevet kørt på, at nu havde de lukket 30 mål ind i nogle kampe i træk, efter Heinl var væk, men de har så også spillet mod nogle gode hold. De har mødt Aalborg ude, de har mødt Skanderborg ude, og de har mødt Århus hjemme, som per definition også godt kan finde ud af at lave mål en gang i mellem. Så jeg synes egentlig, de dækker 5-1 forsvar hæderligt, siger Kasper Christensen.

- Men det er klart, at det har været vores hovedfokus op til kampen at have nogle redskaber, der fungerer dér, siger træneren, der pointerer at den fremskudte Lasse Uth har årelangt kendskab til sin rolle.

- Uth har jo dækket 5-1 i flere sæsoner i Nordsjælland, så det er ikke helt nyt for ham.

Annonce

Mere stabilitet

Oskar Sunnefeldt er en af nøglerne til at åbne Ribe-Esbjerg-forsvaret. Den unge svensker spillede i første halvleg af kampen mod Skjern noget af det bedste offensive spil siden skiftet fra Sävehof.

- Jeg synes, han spillede godt i Skjern. Jeg synes også, han var rigtig god i Fredericia, men hvem var ikke det offensivt? Men det var fint at se Oskar træde i karakter rent offensivt. Det, vi arbejder på med Oskar, er at bringe lidt mere stabilitet offensivt. Det er atypisk for en ung spiller som ham at være så moden og parat defensivt, som han er. Man kan dække 6-0, og man kan dække 5-1 med ham, og han har en fin forståelse for forsvarsspillet og kontraspillet. Dér, hvor han skal blive endnu bedre, er at blive mere stabil i det stationære angrebsspil, siger Kasper Christensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce