Annonce
Sønderjyske HH

SønderjyskE henter endnu en Århus-spiller

Tobias Møller er som flere af sine kommende holdkammerater i SønderjyskE opfostret i GOG. De seneste sæsoner har han spillet for Århus. Arkivfoto: Ole Nielsen
Ifølge JydskeVestkystens oplysninger skifter Tobias Møller fra Århus til SønderjyskE efter denne sæson. Mediet Der Nordschleswiger melder desuden, at en tidligere KIF Kolding-streg skal afløse Frederik Børm.

SØNDERJYSKE: Tirsdag offentliggjorde SønderjyskE, at højrefløjen Nikolai Vinther skal afløse Christian Jensen efter denne sæson.

Vinther bliver dog ikke den eneste Århus-spiller, der slutter sig til sønderjyderne til sommer.

Kilder bekræfter over for JydskeVestkysten, at Tobias Møller tager turen sammen med Vinther til Sønderborg til sommer.

Møller har scoret 32 mål i sæsonens første otte kampe for Århus. De 18 er scoret fra syv meter, da Møller er fast straffeskytte for Århus.

29-årige Møller er en alsidig spiller, der kan spille både venstre fløj og playmaker. I store perioder har han været førstevalg som venstre fløj hos Århus, og han har desuden vikarieret som playmaker med et godt blik for spillet.

Møller er opfostret hos GOG, hvor han var med til at føre klubben tilbage i ligaen og desuden vandt DM-bronze i 2016. Siden blev han en del af cheftræner Erik Veje Rasmussens Århus-hold.

Annonce

Streg hjem fra Frankrig

Århus har også været tidligere klub for endnu en spiller, der meldes på vej til SønderjyskE.

Ifølge Der Nordschleswiger henter klubben stregspiller Morten Bjørnshauge i franske PAUC som erstatning for Frederik Børm, der skifter til Århus.

Bjørnshauge kom til KIF Kolding København fra Århus i 2016. Efter to sæsoner forlod han klubben for at fortsætte karrieren i Frankrig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce