Ishockey: Inden ugen er omme, uddeles sæsonens første trofæ i dansk ishockey. Final4 er det klare hovedfokus i denne uge.
Men inden SønderjyskE sætter sig i bussen for at køre til pokalslutspil i Aalborg på fredag, skulle holdet lige have overstået generalprøven: En ligakamp i Aalborg.
De seneste uger har SønderjyskE vist fin form, men det fik en ende tirsdag aften, hvor holdet tabte hele 6-1.
Hjemmeholdet Aalborg var foran med to mål, da der var spillet ni minutter. Pierre-Olivier Morin og Carl Neill scorede målene.
Mads Eller reducerede, mens SønderjyskE ellers var i undertal.
Anden periode var stadig ung, da Aalborg bragte sig på 3-1 ved Mikkel Højbjerg, inden den tidligere SønderjyskE-spiller Josh MacDonald scorede til 4-1. Sejren blev banket endeligt på plads med Martin Lefebvres og MacDonalds mål i sidste periode.
Aalborg tog en sikker sejr på 6-1. Den skal SønderjyskE lige have rystet godt og grundigt af sig inden Final 4-semifinalen på fredag.
Her venter Rungsted, som varmede op ved at banke Frederikshavn 9-3 på udebane.