Annonce
Sport

SønderjyskE's sportschef efter samtaler med spillerne: Der er opbakning til træneren

Marc Pedersen og resten af truppen i SønderjyskE bakker op om cheftræner Claus Nørgaard, fortæller klubben på sin hjemmeside. Foto: Ole Nielsen

En samlet spillertrup har mandag tilkendegivet over for sportschef Hans Jørgen Haysen, at den bakker op om cheftræner Claus Nørgaard. Det skriver klubbens hjemmeside, efter at Ekstra Bladet mandag beskrev, at der skulle være uro i spillertruppen.

SønderjyskE: Der er opbakning til Claus Nørgaard som cheftræner i SønderjyskE. Sådan skriver SønderjyskE på sin hjemmeside.

Mandag bragte Ekstra Bladet en historie om, at nogle konkrete episoder har skabt splid mellem spillertrup og cheftræner. Til Ekstra Bladet udtaler sportschef Hans Jørgen Haysen, at han ikke kan genkende det billede.

Det indtryk fik han mandag bekræftet, da han holdt samtaler med samtlige spillere i truppen, fortæller han til SønderjyskE's hjemmeside.

- Når der står den slags, er vi nødt til at tage det alvorligt, og derfor har spillerne haft mulighed for at fortælle, hvordan de oplever tingene her i klubben. De kan dog heller ikke genkende det billede, der bliver tegnet i avisen, og derfor har der hele vejen rundt været opbakning til cheftræneren, og det havde jeg også forventet, siger Hans Jørgen Haysen til soenderjyske.dk.

På vegne af en samlet spillertrup bekræfter anfører Marc Pedersen og viceanfører Simon Poulsen ifølge klubben, at der er opbakning til cheftræneren.

Førstnævnte uddyber også de episoder, som der omtales i den pågældende artikel.

- Det er korrekt, at jeg er gået ind fra en træning, men det var på en dag, hvor jeg var sløj og mentalt ramt af personlige årsager, og jeg sad også over de næste to dage. Jeg beklagede samme dag til Claus, og så var den sag egentligt ude af verden for vores vedkommende, siger Marc Pedersen til soenderjyske.dk.

Klubben oplyser i øvrigt, at episoden skulle være sket efter 3-0-sejren over Vejle og ikke efter nederlaget i Farum, som Ekstra Bladet skriver.

I kampen mod Nordsjælland trak Marc Pedersen en ekstra mand ned i forsvarskæden i slutminutterne.

- Som anfører har jeg nogle beføjelser inden for den gameplan, der er lagt, og da FC Nordsjælland scorede til 4-1 med ti minutter tilbage, vurderede jeg, at det var bedst, at vi fik sat en prop i. Den beslutning har Claus og jeg også evalueret, og det er der ingen dramatik i, fastslår Marc Pedersen over for klubbens hjemmeside.

Desuden skriver Ekstra Bladet, at Kees Luijckx er kommet med flere "rasende udfald" mod cheftræneren. Den udlægning tager hollænderen afstand fra.

- Nogle få gange har jeg sagt nogle ting til både holdkammerater og træner, men det er i min verden ikke unormalt. Man skal forstå, at vi er fodboldspillere, og vi er sindssygt skuffet, når vi har tabt en kamp, og der er nogle frustrationer, der skal ud. Jeg er en emotionel spiller, og jeg siger min mening, og de ting, der har været, har vi talt ud om for længe siden, siger Kees Luijckx til soenderjyske.dk.

Sportschef Hans Jørgen Haysen forventer nu arbejdsro frem mod fredagens superligakamp mod Vendsyssel.

- Nu var det her en anledning til at se hinanden i øjnene, og vi har fået bekræftet, at vi alle arbejder i samme retning. Det har været historien om en fjer, der er blevet til fem høns, og nu skal vi igen have fokus på superligaen og den vigtige kamp, der venter på fredag, siger Hans Jørgen Haysen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Danmark

Hård straf for at bruge mobilen bag rattet: Så mange har fået et klip i kørekortet

Annonce