Annonce
Sønderjyske Fodbold

SønderjyskE skal slippe frygten i Odense

SønderjyskE må ikke blive bange for presset i superligaen, mener forsvarsprofil Stefan Gartenmann. Han får nok en gang en nøglerolle mod OB i fraværet af sin sædvanlige makker.

Fodbold: Kontrasten mellem SønderjyskE i pokalturneringen og i superligaen har været til at få øje på.

SønderjyskE har buldret igennem alle runder af pokalturneringen i to sæsoner i streg, mens klubben i sidste sæson var i nedrykningsfare, og nu igen er indblandet i slagsmålet i bunden.

Måske er svaret på mysteriet, at det handler om pres og frygt.

Annonce

Det antydede forsvarsprofilen Stefan Gartenmann i hvert fald efter pokalsejren over FC Midtjylland.

- Vi slap den der frygt lidt. Den her kamp havde måske ikke et pres på samme måde som i superligaen i øjeblikket. Det gav os noget frihed. Når vi spiller uden frygten for at miste, så er vi bare et bedre hold, sagde han.

- Vi har holdet til at spille sådan nogle kampe (pokalkampe, red.). Nu var der ikke pres på i dag, og det var, som om at det løftede os lidt. Nu må vi ikke læne os tilbage og tænke, "åh nej, nu skal vi spille superliga igen". Vi må ud over stepperne.

Gode vibrationer

Søndag eftermiddag tager SønderjyskE en tur til Odense for at møde OB. Ligesom mere eller mindre alle andre kampe i nedrykningsspillet er det en kamp mod en direkte konkurrent i kampen om at undgå nedrykning.

Finder kampen en vinder, vil holdet koble sig på AaB, der topper gruppen.

Et tabende hold kan blive fedtet endnu mere ind i nedrykningsspillet, end det er i forvejen, hvis Lyngby slår AC Horsens. Den kamp spilles på samme tid, så søndag klokken 16 kan der være vendt op og ned på perspektiverne i gruppen.

Optakt

Fodbold

Superligaen

Søndag kl. 14.00

OB - SønderjyskE

JV's bud på SønderjyskE's startopstilling

Lawrence Thomas - Philipp Schmiedl, Stefan Gartenmann, Pierre Kanstrup, Marc Dal Hende - Mads Albæk, Victor Mpindi, Rasmus Vinderslev - Emil Holm, Anders K. Jacobsen, Haji Wright

Træningen i SønderjyskE var lukket lørdag

JV tipper: 1-1

For SønderjyskE ligger der en udfordring i at tage de gode vibrationer fra pokalturneringen med over i superligaen. Avancement til pokalfinalen skal give medvind.

Stefan Gartenmann er overbevist om, at holdet har tanket tilstrækkeligt med selvtillid til at gøre brug af det i superligaen.

- Jeg tror, at sådan en kamp (semifinalen, red.) kan være medvirkende til, at vi får tro på tingene. Folk ser, hvad der sker med det her SønderjyskE-hold, når vi tør, og når vi spiller vores spil. Jeg tror virkelig, at det giver selvtillid. Vi har lige slået de danske mestre - overlegent føler man også. Det giver selvtillid.

Annonce

Endnu mere ansvar

I søndagens kamp kommer Stefan Gartenmann kun til at løfte endnu mere ansvar, end han har gjort hele sæsonen. Det skyldes, at hans faste makker i de seneste uger, Patrick Banggaard, er ude med karantæne. Det samme er i øvrigt Jeppe Simonsen.

Dertil kommer, at styrmand Mads Albæk er tvivlsom.

At Stefan Gartenmann har været en nøglespiller for SønderjyskE hele sæsonen kan ses på de minutter, han har spillet. Gartenmann har spillet fra start i samtlige kampe, på nær en enkelt, da han afsonede karantæne for et rødt kort. Kun en enkelt gang er han blevet skiftet ud. Det er kun Lawrence Thomas og Marc Dal Hende, der har spillet flere superligaminutter end Gartenmann.

Stefan Gartenmann har hele sæsonen haft en nøglerolle i SønderjyskE's bagerste kæde. Han har udviklet sig til at være sit holds vigtigste midterforsvarer. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det kan ikke overraske nogen, der har set blot et par af SønderjyskE's kampe, at Gartenmann er en nøglefigur i defensiven. Han har suverænt flest clearinger og erobringer på holdet. Det viser superligaens statistikker.

Mere overraskende er det måske at se, hvor stor en rolle han også spiller offensivt. Gartenmann er ofte første led i opbygningen af SønderjyskE's spil. Ingen af holdkammeraterne har slået tilnærmelsesvist så mange pasninger som Gartenmann, og særligt når det gælder lange afleveringer skiller han sig ud. Med 267 lange afleveringer gennem sæsonen, har han slået over 100 flere af den slags afleveringer end den næste markspiller på listen.

Opspillet begynder ved Gartenmann.

Det gør det også søndag, hvor SønderjyskE skal forsøge at overføre de gode vibrationer fra pokalturneringen til superligaen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce