Sønderjylland: Udviklingen med færre unge i Sønderjylland vil fortsætte frem til 2031, og det påvirker ungdomsuddannelserne, der har svært ved at skaffe elever nok. Det viser rapporten bag Region Syddanmarks pilotprojekt "Uddannelseslandskabet i Sønderjylland".
Samlet set er antallet af unge mellem 15 og 19 år faldet med 12 procent de seneste 10 år i de fire sønderjyske kommuner. Værst ser det ud i Tønder Kommune, der har haft en tilbagegang på 24 procent. Dernæst kommer Haderslev Kommune med 14 procent.
De faldende ungdomsårgange har betydning for elevtallet på ungdomsuddannelserne, hvor nogle uddannelser allerede nu er svære at få oprettet på grund af lave ansøgningstal.
- Vi kan se, at de faldende ungdomsårgange sætter vores uddannelsesinstitutioner under pres. Det kalder derfor på politisk handling fra Christiansborgs side, hvis det fortsat skal være muligt, også i fremtiden, at få sig en uddannelse i alle dele af landet, siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (TL), i en pressemeddelelse fra regionen.
Henrik Frandsen fortsætter:
- Der er behov for, at der fra national side bliver set på en justering af den nuværende taxameterordning, så vi i højere grad går over til et system, der er mindre aktivitetsbaseret.
Region Syddanmark har drøftet projektets konklusioner med de syddanske folketingspolitikere og sendt et brev til Pernille Rosenkrantz-Theil (S), børne- og undervisningsministeren.
Henrik Frandsen, borgmester TønderDer er behov for, at der fra national side bliver set på en justering af den nuværende taxameterordning, så vi i højere grad går over til et system, der er mindre aktivitetsbaseret
I dag er de forskellige typer af uddannelsestilbud underlagt forskellige lovgivninger, hvor blandt andet elev- og grundtilskudstaksterne varierer meget. Det kan betyde, at institutioner kan miste flere millioner om året ved at fusionere.
Derfor skal det være nemmere at samarbejde på tværs af institutioner, mener formanden for Udvalget for uddannelse og arbejdskraft i Region Syddanmark, Tage Petersen (V).
- Der er behov for, at vores uddannelsesinstitutioner får bedre mulighed for at konsolidere sig via samarbejde. Det kan dreje sig om alt fra bygningsfællesskaber, lærerudlån, lokaleudlån og samlæsning af mindre fag til egentlige fusioner, siger han i pressemeddelelsen.
Rapporten kommer som afslutning på pilotprojektet "Uddannelseslandskabet i Sønderjylland", der blev igangsat efter en beslutning fra Regionsrådet i august 2020.