Annonce
Aabenraa

SønderjyskE vinder gyserkamp: Håbet om oprykning lever

Cheftræner Peter Nielsen og hans hold er stadig med i kampen om oprykning til landets bedste række. Arkivfoto: André Thorup
SønderjyskEs bedste håndboldkvinder vandt den afgørende kamp i Aalborg, og holdet er dermed stadig med i kampen om oprykning til landets bedste række.

Aalborg: - Vi har nu set en masse video og er godt forberedte, så jeg tænker, vi godt kan vinde kampen.

Sådan lød det fra cheftræneren for SønderjyskEs bedste håndboldkvinder, Peter Nielsen, inden den tredje og afgørende kamp i oprykningsspillet på udebane mod EH Aalborg. Vinderen af kampen ville sikre sig en plads videre i kvalifikationsspillet.

Cheftræneren fik ret. SønderjyskE vandt en yderst jævnbyrdig kamp i Nørresundby Idrætscenter med 28-26 og skal nu møde Horsens to eller tre gange i kampen om en plads i landets bedste række.

Annonce

- Det blev en gyser, og jeg er utrolig stolt over sejren. Der blev da også jublet til den helt store guldmedalje efter kampen, siger Peter Nielsen.

En god start

SønderjyskE fik en forrygende start på kampen og førte med 3-0 efter blot tre minutters spil. Efter et kvarter fik hjemmeholdet dog kontakt med sønderjyderne og udlignede til 6-6.

- Vi startede godt, men havde så en død periode, siger Peter Nielsen.

Fire hurtige scoringer på stribe sendte atter SønderjyskE komfortabelt i front, men igen sled EH Aalborg sig tilbage i kampen og kunne udligne til 11-11 med få minutter tilbage af første halvleg.

Det lykkedes endda for hjemmeholdet at bringe sig i front for første gang i kampen, men halvlegen endte 13-13.


Det blev en gyser, og jeg er utrolig stolt over sejren.

Peter Nielsen, cheftræner


De to mandskaber fulgtes pænt ad i anden halvleg, men det var som regel med SønderjyskE i front med et enkelt eller to mål. Med 10 minutter tilbage af kampen førte SønderjyskE med to mål, men det var først 30 sekunder før tid, at kampen blev afgjort til SønderjyskEs fordel med Jackie Morenos scoring til 27-25.

- Anden halvleg blev meget jævnbyrdig, men vi følte egentlig, at vi havde godt styr på kampen, siger Peter Nielsen.

Annonce

Ros til pigerne

Det var efter kampen tydeligt at høre på cheftræner Peter Nielsen, at han var meget tilfreds med holdets indsats, og det skortede da heller ikke på rosende ord.

- Det var en stor holdindsats, og vi gør hinanden gode. Jeg er stolt af de unge piger. Der er noget unikt over det her hold, siger Peter Nielsen, der var overbevist om, at det ville blive en fin bustur tilbage til Sønderjylland.

- Vi får med garanti en hyggelig bustur hjem, og så skal vi ellers i gang med at forberede os til den første kamp mod Horsens, siger Peter Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce