Sundhed: Det har taget alt for lang tid for den øverste ledelse på Sygehus Sønderjylland at tage konsekvensen af de kritisable forhold på ældreafsnittet på sygehuset i Aabenraa.
Det konstaterede SF’s leder i regionsrådet, Villy Søvndal, før han og det øvrige sundhedsudvalg tirsdag eftermiddag fik en orientering om forholdene på afdelingen.
Det sker, efter at avisen de seneste dage har afdækket, hvordan den nu fyrede ledende overlæge Elsemarie Døssings stil skabte dyb mistillid blandt personalet. Senest har avisen afdækket, at overlægen ville have lægerne til at gå stuegang ved blot at kigge ind gennem vinduet til de stærkt svækkede ældre patienter. En tilgang, som ifølge flere læger var helt utilstrækkelig til at foretage en ordentlig vurdering af patienterne. Direktionen har taget skarp afstand fra fremgangsmåden, som lægerne også afviste at følge. Elsemarie Døssing selv ønsker ikke at udtale sig.
- Jeg vil have en redegørelse for, hvordan man genetablerer arbejdspladsen og sørger for, at det er et sted, hvor der bliver passet ordentligt på de ældre, sagde Villy Søvndal før mødet.
Alt for lang reaktionstid
Han hæfter sig ved, at direktionen allerede i foråret 2019 blev gjort bekendt med, at de ansatte var presset langt ud over grænsen. Og ifølge avisens oplysninger har mange ansatte siden hen fortalt direktionen, at Elsemarie Døssings ledelse skabte meget store problemer.
- Der har været alt for lang reaktionstid, før man greb ind ved at fyre overlægen. Det er et næsten to årigt forløb, der så er kulmineret nu. Det er under ingen omstændigheder tilfredsstillende. Det er de ansatte og patienter, som har måttet lægge krop til. Jeg vil gerne have sikkerhed for, at der ved en lignende sag fremover er en meget hurtigere reaktion fra direktionen. Det er indlysende, at den øverste ledelse har ansvaret. Det er derfor, de sidder i ledelsen.
De nuværende ansatte står i kø for at fortælle os, at de har råbt op længe til direktionen, uden at der er sket forandringer. Hvordan kan det eksempelvis foregå, at en ledende overlæge mener, at svage ældre skal tilses gennem et vindue, uden at en ansvarlig direktør griber ind?
- Jeg må bare sige, at det undrer også mig. Det er ikke tilfredsstillende. Det har bare kørt alt for lang tid.
Han forventer, at direktionen hurtigt får rettet op på forholdene.
- Ud fra jeres afdækning mener jeg også, at det har været helt nødvendigt at fyre den ledende overlæge. Nu skal afdelingen genopbygges. Der er for meget viden, der forsvinder, når ansatte forlader eller vil stedet på grund af forholdene.
Avisen undersøger
JydskeVestkysten har de seneste dage afdækket, hvad der lå bag den pludselige fyring af Elsemarie Døssing, ledende overlæge på Medicinske Sygdomme på sygehuset i Aabenraa. Den har to underafdelinger, Mave-tarm samt Ældresygdomme.
Ifølge ansatte har hun ført en nærmest dikatorisk ledelsesstil. Samtidig har plejen af de ældre været meget mangelfuld. Elsemarie Døssing har ikke ønsket at udtale sig. Direktionen har taget afstand fra hendes ledelsesstil, men fastholdt at kvaliteten af behandlingen overordnet er god.
Senest kunne avisen tirsdag afsløre, at Elsemarie Døssing opfordrede lægerne til at gå stuegang fra gangen via et vindue. Lægerne var rystede over forslaget og afviste. Direktionen har taget skarpt afstand fra tiltaget.
Avisen afdækker den kommende tid forholdene på afdelingen Ældresygdomme. Hvis du har input, kan du kontakte journalist Rasmus Just på raj@jv.dk
DF: Ministeren må på banen
Også på Christiansborg har forholdene på ældreafsnittet i Aabenraa vakt opsigt.
Ældreordfører Karina Adsbøl (DF) har bedt sundheds- og ældreministeren forholde sig til sagen.
- Der er behov for en genopretningsplan for afdelingen. Situationen virker dybt bekymrende for ansatte og patienter, og det må ministeren som øverst ansvarlig for sundhedsvæsnet forholde sig til, mener Karina Adsbøl.
Heller ikke hun mener, at direktionen har været tilstrækkelig opmærksom på afdelingens kollaps.
- Den har selvfølgelig et ansvar. God og synlig ledelse er jo vigtigt for arbejdsmiljøet. Og at ansatte føler, at der bliver hørt på, hvad de har at sige. Det virker ikke, som om det er sket. Det er jo dybt bekymrende, at ansatte bryder sammen over for pårørende, som så bliver bedt om at klage over forholdene. Det virker ærlig talt, som om det har stået på alt for længe.
Forelagte kritikken svarer sygeplejefaglig direktør Eva Nielsen, at Elsemarie Døssing blev vurderet kvalificeret til stillingen og var den bedste i ansøgerfeltet.
- Hun har gjort flere gode ting i afdelingen ved blandt andet at skabe en mere funktionel struktur. Sidenhen viser det sig, at der er problemer med ledelseskommunikationen, hvilket vi prøver at give hende redskaber til at håndtere. I starten af efteråret 2020 modtog direktionen et dokument fra yngre læger i afdelingen, indeholdende 41 bekymringspunkter. På baggrund af dokumentet blev direktionens indsats på afdelingen intensiveret, men det blev klart, at vi ikke ville kunne komme i mål.