Annonce
Sønderborg

S afviser lånegaranti til Privatskolen Als

Privatskolen Als vil udvide. Privatskolen Als er vokset ud af sine nuværende rammer og vil bygge nyt, samt øge elevtallet til 450. Foto: Claus Thorsted
Socialdemokratiet vil ikke stemme for en lånegaranti på 20 millioner kroner til Privatskolen Als.
Annonce

Sønderborg: Det bliver ikke givet en kommunal lånegaranti på 20 millioner kroner til Privatskolen Als, hvis det står til Socialdemokratiet. Det slår borgmester Erik Lauritzen (S) nu fast.

- Vi kommer ikke til at stemme for garantistillelse for lån på 20 mio til en privatskole, siger han.

Venstres  politiske ordfører, Peter Hansen, meldte allerede efter økonomiudvalgets møde 19. juni ud, at Venstre så positivt på at støtte låneansøgning. Siden har gruppeformand Tage Petersen (V) i et debatindlæg gentaget det, men at partiet først tager stilling efter besøg på skolen til august.

Borgmesteren ville efter økonomiudvalgets møde ikke fortælle, hvilken holdning han eller Socialdemokratiet havde. Han ville afventer et besøg på privatskolen som aftalt i udvalget. Men efter Venstres udmelding, står S også frem.

- Det er ikke en kommunal opgave at medvirke til en privat grundskoles finansiering. I en tid hvor vi sammen med skoleledelser, lærere og forældrebestyrelser kæmper for at sikre økonomisk bæredygtige skoler med høj kvalitet tilpasset elevtallet vil det være helt forkert at understøtte kapacitetsudvidelse i en privat virksomhed, der leverer en tilsvarende ydelse som de kommunale skoler, siger Erik Lauritzen.

- Vi vil bruge al den økonomiske og faglige kraft, vi har til i de kommende år fortsat forbedre de kommunale skoletilbud i hele kommunen. Vi investerer nu og fremadrettet i renoveringer og kapacitetstilpasninger, siger han.

- Men den holdning havde I vel også efter økonomiudvalgsmødet for et par uger siden? I kunne vel ligeså godt have meldt ud der?

- Nej, det mener jeg egentlig ikke. Vi havde mange overvejelser på det tidspunkt. For vi har både givet garantier og afslået garantier på lignende projekter. For et halvt år siden satte vi foden ned, da Nordborg Slots Efterskole søgte, og vi sagde nej, siger Erik Lauritzen.

Annonce

Stort byggeri

Privatskolen Als har søgt Sønderborg Kommune om at stille en garanti for et lån på 20 millioner kroner hos Kommunekredit. Skolen ønsker at renovere og udbygge for i alt 52,7 millioner kroner på den nuværende skoles område og en ny grund overfor på 7500 kvadratmeter, hvor JF-Fabriken engang lå.


Vi kommer ikke til at stemme for garantistillelse for lån på 20 mio til en privatskole.

Erik Lauritzen (S), borgmester


Privatskolen Als vil med en udbygning som planlagt nå op på 400-450 elever - især mange i overbygningsdelen. Samtidig siver eleverne fra Sønderborg Kommunes folkeskoler.

Privatskolen Als er en selvejende institution, der blev grundlagt i 1988. Den blev renoveret i 2005, hvor det også blev bygget til. Nu er skolen ved at vokse ud af skjorten en gang til. Der er over langt 300 elever og 40 medarbejdere i skolen, der har klasser fra 0. til og med 9. - alle klasser med højst 22 elever.

Med udvidelsen af de fysiske rammer vil Privatskolen Als kunne rumme op til 450 elever. Udvidelsen rummer en sportshal, ni klasselokaler, mødelokaler og et topmoderne naturfagligt lokale. Det er planen at flytte ind i de nye lokaler i 2022.

Bestyrelsesformand Sven Jensen, Privatskolen Als,  ønsker ikke at forholde sig til Socialdemokratiets afvisning.

- Jeg vil  ikke kommentere, hvad der kører ude på Facebook. Vi har inviteret til et møde, det er aftalt, og vi har ikke hørt andet, siger han. Sven Jensen mener godt, at projektet på en eller anden måde kan gennemføres selv uden en kommunal lånegaranti.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa For abonnenter

Afstandskrav er lempet: Skolerne er klar til næsten normale skoledage

Annonce