Annonce
Esbjerg

S og SF efterlyser voksne i politisk drama

Dian Mose Olsen og Søren Heide Lambertsen - gruppeformænd for henholdsvis SF og Socialdemokratiet - er indstillede på at sikre det, de kalder en stabil, resterende byrådsperiode. Fotocollage: Heidi Bjerre-Christensen.
Blokpolitik er ikke godt for hverken kommunens udvikling eller borgerne, siger gruppeformændene for Socialdemokratiet og SF, der nu tilbyder Venstre at være med i et flertal, der kan regere Esbjerg Kommune på stabil vis.

Esbjerg Kommune: Gruppeformanden for SF, Diana Mose Olsen, har ved en tidligere lejlighed kaldt Folketinget for "en stor børnehave", men karakteristikken kan med lige så godt ret anvendes på den nuværende tilstand i Esbjerg Byråd, erkender hun.

Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Heide Lambertsen, og Diana Mose Olsen reagerer ovenpå et læserbrev fra Dansk Folkepartis byrådsgruppe, hvori gruppeformanden Olfert Krog blandt andet skriver:

"Vi er kommet dertil, hvor nok er nok, og vi føler ikke, at vi har noget at miste ved at meddele Venstre, at de må vælge mellem dem, som har sikret Venstre borgmesterposten, og en fortsat leflen for den røde side".

Men politik handler om at indgå kompromis'er og skabe gode løsninger tværs af partiskel til gavn for borgerne, slår Diana Mose Olsen fast:

- Jeg er ægte bekymret for den skarpe opdeling i blokpolitik, som Dansk Folkeparti efterlyser. Vi ser løbende, at mindre byrådspartier kræver forlængst afgjorte sager taget op og omgjort, fordi nogle få vil have det og nu føler sig i en position, hvor de kan svinge taktstokken. Denne adfærd, hvor enkelte byrådsmedlemmer bare vil have deres vilje og smækker med døren, når de ikke får den, er helt uholdbart, og udvikler det sig yderligere, så kan jeg være bekymret for kommunens drift, siger Diana Mose Olsen.

Annonce

Budgetforhandlinger

  • Torsdag den 3. oktober er der såkaldt 1. behandling af den kommunale direktions forslag til budget-i-balance i Esbjerg Byråd. Efterfølgende holdes et budgetseminar for byrådet, og herefter går budgetforhandlingerne i gang.
  • På forhånd tegner det til at blive svære forhandlinger med store besparelser i vente.
  • Sidste år blev budgetaftalen bredest muligt funderet, idet samtlige otte byrådspartier indgik forlig om det kommunale husholdningsbudget.

Sagen om Marbæk

Både hun og Søren Heide Lambertsen nævner sagen om bommene i Marbæk som eksempel på, hvordan man ikke bør bedrive politik:

- Her ønsker man at omgøre beslutninger truffet i enighed i det tidligere byråd, og så forsøger man at vride armen rundt på borgmesteren og tvinge ham og Venstregruppen til at foretage en kovending, så man kan bosse en anden løsning igennem end den, et demokratisk valgt byråd har vedtaget. Det er fair nok, at man har bekymringer i forhold til tilgængelighed, men man må følge processen og rejse sagen på en ordentlig måde. Så vil sagen nemlig blive undersøgt til bunds i forvaltningen og efterfølgende forelagt for politikerne af de gængse kanaler. Andet er bare usaglige hovsaløsninger, hvor sager alene prioriteres ud fra, hvem der råber højt nok, og det er ikke en måde at drive eller udvikle en kommune på, siger gruppeformændene.

De frygter begge, at budgetforhandlingerne, der går i gang i næste måned, kommer til at bære præg af, at nogle partier vil bruge deres position til at presse borgmesteren.

Står til rådighed

- Det er jo sådan set det, Olfert Krog truer med. Men så har borgmesteren og Venstre mulighed for at hente et flertal et andet sted, for vi står til rådighed for at finde gode og pragmatiske flertalsløsninger, som vi alle kan se os selv i. Ender det så med, at vi får mere af rød bloks politik gennemført, end vi ellers ville have fået, ja, så kan de oprørske blå partier takke sig selv for det. Men vi mener i det hele taget ikke, at det er gavnligt eller sundt for kommunens udvikling, hvis al politik gennemføres i blå blok alene, siger Diana Mose Olsen og Søren Heide Lambertsen.

Dansk Folkeparti mener, at alt foregår på Venstres præmisser - oplever I også stædighed?

- Jeg ved ikke, hvad der foregår om bordet, hvor de blå sidder, men jeg oplever selv borgmesteren som meget pragmatisk indstillet og velvillig over for at finde løsninger inden for de betingelser, der nu engang er for byrådsarbejde og kommunale sagsgange, siger Søren Heide Lambertsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce