Annonce
Esbjerg

S-politiker: Stop nu den snak om højhuse i Esbjergs bykerne

Hans Erik Møller (S), byrådsmedlem og medlem af Plan & Miljøudvalget, vil ikke høre mere om højhuse i Esbjergs indre by. Arkivfoto: Christer Holte.
Byrådsmedlem og medlem af Plan & Miljøudvalget, Hans Erik Møller (S), fik et ubehageligt flashback til valgkampen i 2017, da han så stadsarkitekt Morten Harders visioner for indre by. Det skal være slut med diskussion om højhuse i Esbjergs historiske bykerne, mener han.

Esbjerg: Der var ubehageligt flashback til kommunalvalgkampen i november 2017 for den socialdemokratiske kommunalpolitiker Hans Erik Møller, da han så mandagens udgave af JydskeVestkysten.

I en artikel om Morten Harder, Esbjerg Kommunes stadsarkitekt gennem omkring et år, blev læserne delagtiggjort i stadsarkitektens visioner for det indre Esbjerg, herunder hans ønsker om "skyline og storbyatmosfære" og "flere højhusbyggerier i Esbjerg som pejlemærker, der markerer byens centrum. Det kan være hotelbyggeriet i Skolegade og et eller flere højhuse i Borgergade. De skal tjene som pejlemærker."

Men det kan Morten Harder og eventuelle meningsfæller godt glemme alt om, siger Hans Erik Møller, der er medlem af Plan & Miljøudvalget.

- Venstre og Socialdemokratiet personificeret ved næstformand og formand i det daværende Plan & Miljøudvalg, Karsten Degnbol (V) og John Snedker (S), gik i november 2017 ud med et klart løfte til borgerne, nemlig at der på nær ganske få konkrete byggefelter ikke skulle tillades højt byggeri i Esbjergs historiske bymidte. Nu kan jeg se, at hele det betændte spørgsmål åbenbart skal åbnes igen, men det bliver ikke med min stemme, og jeg går heller ikke ud fra, at Venstre vil løbe fra sit valgløfte, siger Hans Erik Møller.

Annonce

Jeg mener, vi skal holde os til den aftale, der blev indgået mellem Venstre og Socialdemokratiet i november 2017 og ikke genoplive en diskussion, der var ved at splitte hele byen ad.

Hans Erik Møller (S), medlem af Plan & Miljøudvalget

Konkrete vurderinger

Hans Erik Møller pointerer desuden, at det er få måneder siden, Esbjerg Byråd vedtog den nye lokalplan for indre by, der sætter det maksimale antal etager på en bygning til fem - undtaget de få nævnte byggefelter, der blandt andet er den gamle Riogrund, det - måske - kommende hotelbyggeri i Skolegade samt Johnny Nims og Brian Elsted Hansens planer om et 12 etagers højhus på den grund, hvor Eskildsens musikforretning tidligere lå på hjørnet af Borgergade-Torvegade.

Sidstnævnte projekt er Hans Erik Møller indædt imod, og han slår desuden fast, at Esbjerg Byråd ikke på forhånd har sagt ja til højhus-byggerier på de få arealer, der er undtaget fra lokalplanens maksimum på fem etager.

- Tværtimod - det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde og en særskilt lokalplan for de enkelte arealer. Jeg mener, vi skal holde os til den aftale, der blev indgået mellem Venstre og Socialdemokratiet i november 2017 og ikke genoplive en diskussion, der var ved at splitte hele byen ad. Jeg har i øvrigt vanskeligt ved at se, at det skulle tilføre storbyliv at klaske nogle gigantiske højhuse op - det er ikke noget, der lokker folk ind til bymidten for at hygge sig, at de skal sidde i skygge af et monstrum af et byggeri med al den vindturbulens, det også vil skabe, siger Hans Erik Møller og tilføjer:

- Højhuse er ikke byhuse, midtbyen skal bestå af byhuse i øjenhøjde, oaser og udsigt til himmel og lys. Det er blandt andet det, der er med til at skabe et godt byrum med liv.

Ødelægger helheden

I artiklen med stadsarkitekten peger Morten Harder blandt andet på Borgergade som stedet, der kan gøres attraktivt, og hvor der kan bygges og planlægges anderledes.

Arealerne med de to store parkeringspladser i Borgergade bag Kongensgade - parkeringspladsen over for Esbjerg Børne- og Ungdomsteater samt parkeringspladserne bag bankerne i Kongensgade - er holdt uden for den nye lokalplan med de maksimale fem etager, og Morten Harder ser gerne området udviklet med byggerier i varierende højder og kvarterpladser.

- Lokalplanen har umiddelbart ikke til formål at muliggøre ny bebyggelse på parkeringspladserne, og der skal i givet fald konkrete lokalplaner til. Men det vil i så fald ødelægge helheden i bymidten at tillade byggeri over fem etager, og det går jeg i al fald ikke med til, siger Hans Erik Møller.

Plangrundlag

  • Den 3. oktober sidste år vedtog Esbjerg Byråd forslag til kommuneplanændring og lokalplan for en del af den indre by i Esbjerg
  • Planerne omfattede en større del af den indre by i Esbjerg og danner ny basis for fremtidige byggerier og anlæg i området. Planlægningen giver "et entydigt administrationsgrundlag, der understøtter kommunens vision for den indre by, der sigter mod at skabe storbyliv, øget attraktivitet og byfortætning. Lokalplanen er grundlaget for det fremtidige arbejde i den indre by", som det blev beskrevet.
  • Den nye lokalplan skal sikre, at ny bebyggelse i området opføres som randbebyggelse. I størstedelen af området giver planen mulighed for at bygge op til fem etager mod gader, mens gårdrummene skal friholdes for ny bebyggelse, så der er mulighed for at danne sammenhængende arealer til udendørs ophold. Såfremt der ønskes højere byggeri end fem etager forudsætter det, at der udarbejdes nye lokalplaner.
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Borgmester: Der er grund til lidt mere optimisme end i KIFs tidligere økonomiske kriser

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce