Annonce
Aabenraa

Salg af AOF Syd kiksede: Alligevel håb for fremtiden

For to uger siden gik kursusudbyderen og sprogskolen AOF Syd konkurs. Arkivfoto
Mens kurator har opgivet at sælge det konkursramte AOF Syd, er Aabenraa Kommune optimistisk med hensyn til hurtigt at få sprogcentret op at køre igen.

Aabenraa: For omkring to uger siden indgav kursusudbyderen og sprogskolen AOF Syd en konkursbegæring. Økonomien hang ikke længere sammen, og de 43 ansatte blev opsagt. Samtidig blev der sat en kurator på sagen, og han har brugt de sidste 14 dage på at finde en løsning.

Det er ikke lykkedes.

- Forsøget på et samlet salg af AOF Syd er ikke lykkedes, og derfor er der ikke umiddelbart noget håb for de 43 ansatte, siger Jan Bruun Jørgensen, der er kurator og advokat hos Andersen Partners i Kolding.

Kuratoren har dog en formodning om, at aftenskolekurserne på det nu tidligere AOF Syd, der har base i Aabenraa, men også drev virksomhed i Haderslev, Sønderborg og Tønder, kan videreføres.

- AOF Sydjylland i Esbjerg har fået retten til at fortsætte aftenskolekurserne, hvis de kan få en aftale på plads med kommunerne. Derfor kunne man godt forestille sig, at de blev videreført, siger Jan Bruun Jørgensen.

Om sprogcentret i Aabenraa fortsætter er nu ude af kurators hænder.

- Det er op til kommunen, hvordan et sprogcenter kan videreføres, siger Jan Bruun Jørgensen.

Annonce
Vi har nu en mulighed for at overdrage opgaven til en anden udbyder, og jeg har en forventning om, at det lykkes.

Henrik Kærgaard, chef for Aabenraa Jobcenter

Håber på snarlig løsning

Aabenraa Kommune har en forpligtigelse til at tilbyde sprogundervisning til udenlandske borgere, og chefen for Aabenraa Jobcenter satser på en snarlig løsning.

- Vi har nu en mulighed for at overdrage opgaven til en anden udbyder, og jeg har en forventning om, at det lykkes, så undervisningen kan komme i gang igen hurtigst muligt, siger Henrik Kærgaard.

At jobcenterchefen gerne ser en hurtig løsning betyder, at det bliver en travl weekend.

- Vi vil bruge de næste tre dage på at finde en løsning, siger Henrik Kærgaard.

Hvor en eventuel ny udbyder af sprogundervisning til udlændinge i Aabenraa rent konkret skal foregå er uvist, for AOF Syds hovedbygning på Nørretorv i Aabenraa er en del af konkursboet.

- Bygningen i Aabenraa kommer til salg sammen med diverse inventar, siger Jan Bruun Jørgensen.

Færre kursister

AOF Syd har siden 1986 stået for aftenskoleundervisning, danskundervisning, forberedende voksenundervisning samt ordblindeundervisning i Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Haderslev kommuner.

For to uger siden var kassen hos kursusudbyderen og sprogskolen dog tom, og det til trods for at man løbende havde reduceret omkostningerne til personale og bygninger. Det primære problem for AOF Syd var en stor nedgang i antallet af kursister i danskundervisningen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Små handelsskoler risikerer at miste udkantstilskud: Nu står flere til at gå i minus

Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Annonce