Annonce
Aabenraa

Sandsynligvis grønt lys fra lørdag: Nu bliver grænsehandel med god samvittighed mulig igen

Fra lørdag klokken 16 kan man igen med god samvittighed krydse den dansk-tyske grænse for at handle. Da bortfalder kravet om test og selvisolation efter ophold i delstaten Slesvig-Holsten i Tyskland. Arkivfoto: Henrik Dürr
Det er næppe alle, der har overholdt reglerne om test og selvisolation, hvis de har været på indkøbstur i Tyskland, men fra lørdag er det ikke nødvendigt med moralske skrupler. Fakta, Calle og Fleggaard har alle medarbejdere kaldt ind og melder sig klar til gensyn med kunderne.

Grænsehandel: Så kan du godt finde passet frem og spænde traileren bag på bilen.

Siden 7. februar har regler sendt grænsehandlen alvorligt til tælling, men når den nye, opdaterede rejsevejledning fra Udenrigsministeriet for den tyske delstat Slesvig-Holsten udsendes på fredag, vil den formentlig vise en gul og ikke rød delstat. Og holder det stik, vil det igen være muligt at handle sine varer i de tyske grænsebutikker uden at skulle gå i selvisolation i ti dage.

Der er ikke blevet ført kontrol med, om man har overholdt reglerne, og det er derfor formentlig højst tvivlsomt, om de, der har sat kursen mod grænsebutikkerne, har gjort, som de burde. Heller ikke, selvom manglende overholdelse har kunnet straffes med en bøde på 3500 kroner i førstegangstilfælde.

Annonce

Hos Fakta syd for grænsen er man svært glad for, at der igen kan komme fuldt blus på grænsehandlen. Og Coop-butikkerne har tidligere skullet "genåbne" under covid-19-krisen, så der er erfaringer at trække på.

- Denne gang er vi bedre forberedt, fordi vi sidst stod i noget, vi aldrig havde prøvet før. Vi er klar til at tage imod kunderne, og vi er, som sidst, skarpe på sikkerhedsprocedurer, siger salgsdirektør Per Boesen.

- Men vi er spændte på kundestrømmen, for det var helt tilbage i slutningen af oktober, at man lukkede noget ned, inden reglerne blev skærpet i februar, tilføjer Fakta-salgsdirektøren.

De ansatte er på plads

Coop's grænsebutikker er så parate, som de kan være.

- Det er ikke et spørgsmål, om vi er klar. Vi er meget klar. Medarbejderne er kaldt ind. Vi har forberedt os på det her i lang tid. Og vores medarbejdere har været enormt fleksible, fordi vi løbende har skullet vurdere, hvor mange medarbejdere der var behov for, forklarer Per Boesen.

Fleggaard-koncernen melder ligeledes om åbne arme i deres butikker.

- Vi er klar. Alle butikkerne er åbne og i drift, og vi glæder os til at tage imod vores kunder igen, siger Lars Mose Iversen, der er administrerende direktør for Calle- og Fleggaard-butikkerne.

- Vi har kendt til datoerne i de forskellige faser af genåbningsplanen, og dem har vi selvfølgelig forberedt os på så godt, vi kunne, forklarer Lars Mose Iversen.

Der har været ganske langt mellem kunderne i en tid, hvor det også har krævet et "anerkendelsesværdigt formål" at køre til Tyskland. Tager man samme periode for to år siden, er det cirka 75 procent af omsætningen, der har været fraværende i Faktas butikker.

- Vi har været helt nede mellem index 15 og 30 (i procentdel af den normale omsætning, red.). Det er klart, man bliver lidt amputeret, når man ikke kan have åbent som normalt. En af vores butikker vestpå har også været lukket helt ned, fordi grænseovergangen blev lukket, siger Per Boesen.


Vi er meget klar. Medarbejderne er kaldt ind.

Per Boesen, salgsdirektør, Fakta i Tyskland


Sådan var reglerne

Personer, der rejste til Danmark efter at have opholdt sig i udlandet, var omfattet af krav om at lade sig teste efter indrejse i Danmark. Herudover skulle den indrejsende gå i isolation i 10 dage med mulighed for at afkorte isolationen ved en negativ PCR-test taget tidligst på fjerdedagen efter tidspunktet for indrejse i Danmark.

Kilde: Sundhedsministeriet

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce