Annonce
Kultur

Sara Blædel om sit forfatterskab: - Jeg er ikke en maskine

- Nogle gange tror vi, at livet ligger lige for, men man lander ikke altid der, hvor man higer efter at komme hen. Det sker for min hovedperson Louise Rick, og det kender jeg fra mig selv. Mit liv har haft mange snoninger. Det var for eksempel ikke en drøm for mig at blive forfatter, men det blev jeg, og det er jeg lykkelig for, siger Sara Blædel. Foto: Les Kaner
Forfatter Sara Blædel er efter en længere pause tilbage med en ny bog i sin populære krimiserie om politikvinden Louise Rick, der denne gang kastes ud i en personlig katastrofe.

Nu gik det lige så godt for politikvinden Louise Rick. Da Sara Blædel forlod hende for fem år siden, havde Louise fået orlov og var på vej ud i verden med kæreste og sammenbragte børn, og forfatteren tænkte, at her kunne serien, som nu talte ni bøger, godt stoppe på en fair og lykkelig måde.

Men nu er Louise tilbage i krimien ”Pigen under træet”, som udkommer i dag 15. november, og hendes lykke er vendt. Hun har kærestesorg, og hendes lillebror har forsøgt at begå selvmord, fordi han tror, at hans kone har forladt ham. Politiet mistænker ham for at have med konens forsvinden at gøre, og Louise oplever for første gang, hvad det vil sige at være på den mistænktes side. Hun er personligt involveret og truet af handlingslammelse.

Den nye bog forudsætter ikke, at man har læst de ni foregående, netop fordi Sara Blædel for fem år siden havde rundet serien af. Hun var ikke sikker på, at hun ville skrive mere om Louise Rick. Det måtte komme an på inspirationen.

- Det gav mig en stor frihed, at jeg ikke have lovet hverken mig selv eller andre noget, siger Sara Blædel.

I stedet gik hun i gang med en spændings-trilogi om bedemanden Ilka, der tager til USA for at overtage sin fars bedemandsforretning.

- Der var en del af mine faste læsere, der syntes, at jeg ikke kunne være det bekendt og efterspurgte Louise. Men undskyld mig, det er mig, der er forfatteren, og der var ingen, der var tvunget til at læse om Ilka. Jeg skriver de historier, jeg har lyst til. Det var både grænseoverskridende, men også sjovt at opleve, at folk føler, de har krav på noget, fordi de godt kan lide det, jeg skriver. Det er et kæmpekompliment på mange måder, men jeg er ikke en maskine, der skal opfylde behov, fordi der er en efterspørgsel. Jeg skriver mest for min egen skyld, og så er det selvfølgelig dejligt, når læserne også er glade for det. Paradoksalt nok er der nu læsere, der efterspørger flere bøger om Ilka, fordi de godt kan lide hende og har vænnet sig til universet, siger Sara Blædel.

Det var, mens hun færdiggjorde trilogien om Ilka, at det gik op for hende, at Louise skulle komme tilbage som pårørende og som hende, der var ramt, for krimien skulle denne gang især kredse om relationer. Det gør Ilka-trilogien også, og det er med den, at forfatteren for alvor har lært, at relationer kan drive en historie i lige så høj grad som selve opklaringsarbejdet, fortæller hun.

Annonce

Tre om Sara Blædel og bogen

1. Blå bog: Sara Blædel, født 1964. Opvokset dels på Østerbro, dels i Hvalsø ved Roskilde, uddannet journalist.

Udgav i 2004 den første bog om kriminalassistent Louise Rick. ”Pigen under træet” er den tiende bog i serien. Forfatteren er så småt i gang med nummer 11.

Udvalg af priser: Krimimessens Publikumspris 2016, Ordblindeprisen 2015, De gyldne laurbær 2014, Martha-prisen (også kendt som danskernes yndlingsforfatter) 2014, 2010, 2009, 2007.

Sara Blædels bøger udkommer i 38 lande og er på verdensplan solgt i cirka 4,5 millioner eksemplarer.

Bor i København og har en voksen søn, Adam, som bor i New York.

Kuriosum: Bill Clinton og Oprah Winfrey har begge anbefalet Sara Blædels bøger på amerikansk TV.

2. Mere om den personlige inspiration: I ”Pigen under træet” optræder en skolepige med synske evner.

- Jeg var dressurrytter som ung. Engang, da min kæreste og jeg sov hjemme hos mine forældre i Hvalsø, fordi jeg skulle deltage i et ridestævne dagen efter, drømte jeg om natten, at min kammerat Per ville have fat i mig. Om eftermiddagen, da vi kom hjem fra stævnet, fortalte min mor mig, at Per havde ringet, og da jeg fik fat i ham, fortalte han mig, at en fælles ven var blevet dræbt i en trafikulykke om natten. Jeg er ligeglad med, om folk tror på det - jeg ved, jeg drømte det. Jeg var 19 år, og oplevelsen har sat sig. Både det med, at man kan have sådan en fornemmelse for ulykker, men også, at de kan ske. Man tror jo ellers, at man er udødelig som 19-årig, siger Sara Blædel.

3. Boguddrag: ”Louise lagde en hånd om hendes ryg. Hun ville så gerne sige en masse beroligende, men vidste samtidig efter alle sine år i politiet, præcis hvad der ville komme til at ske, og det ville ikke berolige moren. Alt omkring Mikkel Rick (Louises bor, red.) ville blive endevendt ned i mindste detalje, Alt ville blive vendt på vrangen, og alle sten ville blive løftet, indtil de havde fundet frem til, hvor Trine Madsen (Mikkels kone, red.) var blevet af. Det var ikke let at sidde på den her side. Det havde hun absolut ingen erfaring med, og det eneste, der lige nu stod meget klart for hende, var, at hun egnede sig bedre til at befinde sig på den anden side. Politiets side.”

Egne oplevelser

Det underliggende tema i ”Pigen under træet” er konsekvenser.

- Man tager livet igennem nogle valg, og de får nogle konsekvenser. Hvad er de værste konsekvenser, når man er ung? Det er for eksempel, når man kravler ud ad et vindue på en lejrskole og bliver opdaget og sendt hjem. Når man så bliver ældre, er der nogle helt andre lag af konsekvenser, konstaterer Sara Blædel.

Sideløbende med Louises personlige genvordigheder dukker et lig op af en 14-årig pige, som forsvandt for mange år siden på Bornholm under en lejrskole. Det store spørgsmål er, hvad der skete. Hvad det var for nogle valg, der blev truffet, og hvad konsekvenserne blev.

Inspirationen kommer fra forfatterens eget liv. Hun er opvokset i Hvalsø ved Roskilde, hvor en stor del af handlingen foregår. Var ung i nærliggende Osted og var også på lejrskole på Bornholm.

- Jeg havde en skøn venneflok i Osted, og den ungdom former jo en, selv om jeg i mange år har tænkt, at jeg spildte meget tid. Jeg var ikke målrettet som ung eller fyldt med selvtillid. Jeg har tænkt, at min ungdom var god, men ikke den lykkeligste tid. Og nu, ufattelig mange år senere, kan jeg se, hvor meget jeg har fået ud af at have venskaber, som fyldte mig op dengang. Så jeg har skrevet på en periode af mit eget liv, og når jeg kigger ind i den, dukker der mange minder, følelser og fornemmelser op, fortæller Sara Blædel.

Sara Blædel: ”Pigen under træet”, 320 sider, udkommer 15. november på Politikens Forlag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce