Annonce
Udland

Saudi-Arabien: FN-beskyldninger mod kronprins er falske

Hamad I Mohammed/Reuters
FN's beskyldninger mod Saudi-Arabiens kronprins i forbindelse med drabssag er farvede, mener Saudi-Arabien.

Ifølge en FN-ekspert indikerer efterforskning, at Saudi-Arabiens kronprins og andre højtstående personer stod bag drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Men det afviser Saudi-Arabien, der mener, at der er tale om falske beskyldninger.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Juberi, siger i en erklæring bragt af det statslige nyhedsbureau SPA, at FN-rapporten indeholder "falske beskyldninger, som stammer fra forudindtagede idéer og positioner".

FN's rapport indeholder "klare selvmodsigelser og grundløse beskyldninger, hvilket udfordrer dens troværdighed", lyder det videre.

Onsdag opfordrede Agnes Callamard, FN's særlige efterforsker af henrettelser uden forudgående retssager, lande til at udvide sanktioner, så de rammer kronprinsen og hans personlige stab.

Det er, medmindre han kan bevise, at han ikke har noget ansvar for drabet.

Den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev i oktober 2018 dræbt under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Det skabte meget røre internationalt.

Et år før drabet på Khashoggi fortalte Saudi-Arabiens kronprins en af sine nærmeste, at han ville bruge "en kugle" mod journalisten, hvis han ikke stoppede sin kritik af regimet.

Saudi-Arabien hævder, at drabet blev udført af en gruppe, som ikke havde fået ordre til det.

I en ny rapport om drabet opfordrer Callamard FN's generalsekretær, António Guterres, til at tage initiativ til en opfølgende efterforskning af drabet på Khashoggi med henblik på at opbygge stærk dokumentation i sagen mod de påståede gerningsmænd.

Hun siger samtidig, at der bør fastlægges mekanismer, så der officielt kan placeres skyld i sagen.

I USA har demokrater i Kongressen tidligere krævet, at sagen skulle få konsekvenser for den amerikanske politik over for Saudi-Arabien.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce