Annonce
Udland

Saudiarabisk oliegigant varsler salg af aktier til investorer

Maxim Shemetov/Reuters
Aramco, der er op mod 2000 milliarder dollar værd, vil tilbyde 0,5 procent af sine aktier til investorer.

Den statslige saudiarabiske oliegigant Aramco vil tilbyde op mod 0,5 procent af sine aktier til investorer.

Det fremgår af selskabets børsprospekt, der er udsendt lørdag aften. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Børsprospektet udsendes med henblik på at sælge aktier på landets børs, Tadawul. Det ventes at blive et af verdens dyreste selskaber, man kan købe aktier i, når salget begynder.

Udbudsperioden begynder 17. november og slutter 28. november for individuelle investorer, mens den slutter 4. december for institutionelle investorer.

Det fremgår af det udsendte børsprospekt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den endelige pris på aktierne ventes at blive fastsat den 5. december, dagen efter at udbudsperioden slutter.

- Salget af aktierne ventes at begynde, når alle de relevante juridiske krav og procedurer er opfyldt, lyder det i prospektet.

Myndighederne i Saudi-Arabien meddelte i en officiel udtalelse for knap en uge siden, at Aramco var blevet godkendt til at kunne komme på børsen.

En børsnotering har været på tale siden 2017, men er flere gange blevet udskudt.

En del af årsagen har været, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har været utilfreds med vurderingen af selskabets samlede værdi. Det skriver Reuters.

Han har tidligere insisteret på, at selskabet er 2000 milliarder dollar værd - det svarer til omkring 13.500 milliarder kroner.

Det har amerikanske og britiske finanshuse ikke været enige i. Derfor bliver Aramco-aktier i første omgang sat til salg på den saudiarabiske børs.

Ifølge erhvervsmediet Bloomberg skal kronprinsen været gået med til at sælge aktierne til en pris, der svarer til en markedsværdi for hele selskabet på omkring 1700 milliarder dollar - svarende til 11.375 milliarder kroner.

I 2018 havde Aramco et overskud på 743 milliarder kroner. Til sammenligning lød it-giganten Apples overskud på 398 milliarder kroner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce