Annonce
Udland

Saudisk kronprins siger ærkerivalen Iran angreb tankere

Bandar Al-Jaloud/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabien vil ikke tøve med at svare igen på konkrete trusler, siger kronprins i et interview.

Saudi-Arabien ønsker ikke at starte en krig med Iran. Men kongedømmet vil ikke tøve med at svare igen på konkrete trusler.

Det siger Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, i et interview med den panarabiske avis Asharq al-Awsat.

- Vi ønsker ikke en ny krig i regionen. Men vi vil ikke tøve med at svare på trusler mod vores folk, vores suverænitet, vores territoriale integritet og vores vitale interesser, siger han i interviewet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang siden angrebene på to olietankskibe - et japansk og et norsk - i Den Persiske Golf torsdag, at kronprinsen udtaler sig.

Angrebene er blot de seneste hændelser i regionen, der har medført stigende spændinger mellem Iran og USA.

Ifølge det amerikanske finansmedie Bloomberg fik angrebet torsdag oliepriserne til at stige drastisk.

USA's præsident, Donald Trump, tøvede ikke med at skyde skylden for angrebet på de to tankskibe på Iran.

Iran har dog på det kraftigste afvist at have stået bag.

Eksplosionerne om bord på det norskejede skib "Front Altair" og japanskejede "Kokuka Courageous" skete, mens Japans premierminister, Shinzo Abe, var i Teheran for at forsøge at mægle mellem Iran og USA.

Saudi-Arabien er en af USA's nærmeste allierede, og det sunnimuslimske kongedømme anser det shiitiske præstestyre i Teheran som en bitter rival.

Iran har gentagne gange truet med at blokere det strategisk vigtige Hormuz-stræde som svar på eventuelle angreb fra USA.

Skulle dette ske, vil det have store konsekvenser for eksporten af olie fra Golfen.

Forholdet mellem USA og Iran er forværret markant over det seneste stykke tid.

Præsident Trump har beordret et hangarskib og bombefly til golfen. Samtidig har man indført en stribe nye sanktioner, efter at Trump valgte at trække USA ud af den internationale aftale om Irans atomprogram.

Trumps begrundelse for at trække sig fra aftalen var, at det ifølge ham er "den værste aftale nogensinde". Han stoler ikke på, at iranerne overholder aftalen.

Dog har Iran ifølge Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) holdt sig til sin del af aftalen på trods af den amerikanske udtræden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce