Annonce
Erhverv

Scanregn rækker handelslivet i Grindsted en hånd: - Hvad har I brug for?

Scanregn er ikke ramt af corona, så nu rækker firmaet handelslivet i Grindsted en hånd. Arkivfoto
Vandingsfirmaet Scanregn har taget initiativ til at hjælpe handelslivet i Grindsted.

Grindsted: Jonas Pedersen, formand for Grindsted Handelsstandsforening, har fået en henvendelse, der falder som regn på et meget tørt sted:

Vandingsfirmaet Scanregn vil gerne give handelsstandsforeningen og handelslivet i Grindsted en hjælpende hånd.

- Det er bare en dejlig mail at få i de her tider, hvor det hele er lukket ned. Nu er vi ved at se på, hvad den hjælpende hånd skal indeholde, siger Jonas Pedersen.

Han har allerede talt med Scanregn om, at firmaet måske kan købe lokal takeaway, gavekort til medarbejderne eller måske på sigt støtte nogle af de arrangementer, der kommer i midtbyen.

- Vi går bare og venter på at kunne åbne igen og er allerede i gang med at udtænke måder, så vi kan skabe masser af liv i Grindsted. Vi kommer til at have en del arrangementer, og så er det dejligt, at der er nogle, der godt vil bidrage økonomisk. Det er jo der, vores udfordring er, siger han.

Annonce
Jonas Pedersen, formand for Grindsted Handelsstandsfoening, er meget glad for henvendelsen fra Scanregn. Arkivfoto: Martin Ravn

En hjælpende hånd

Hos Scanregn har de i modsætning til mange andre erhverv nok at lave for tiden, og så opstod ideen om at hjælpe nogle af dem, der må lukke ned.

- Vi har en forretning, som er mere eller mindre upåvirket af corona-situationen. Vi leverer jo pumper til landbruget, og dem skal landbruget stadigvæk bruge. Køer og grise skal stadig have vand, og det er det, de bruger vores pumper til, siger direktør Peter Birk.

Han har ikke lagt sig fast på, hvilken form for hjælp, Scanregn vil yde til handelslivet, men forestiller sig, at det for eksempel kunne være takeaway.

- Om sommeren, når vi har meget travlt, så køber vi alligevel mad til en firmaordning. Men det er bare en af mulighederne. Vi skal se på, hvor vores penge kan gøre størst gavn, siger Peter Birk.

Scanregn og handelsstandsforeningen er i øjeblikket ved at finde ud af, hvordan hjælpen fra pumpefirmaet konkret skal udmøntes.

- Det er ikke beløbet, der er det afgørende. Det er selve tanken: At nogen, der har godt gang i deres forretning, rækker ud og vil hjælpe os andre. Det er bare dejligt, siger Jonas Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce