Annonce
Sport

Schmeichel misser finale på Wembley efter sent mål

Andrew Yates/Reuters
Aston Villa er klar til Liga Cup-finalen efter 2-1 tirsdag og samlet 3-2 over Kasper Schmeichel og Leicester.

Aston Villa er klar til den engelske Liga Cup-finale på Wembley. Det står klart efter tirsdagens hjemmesejr på 2-1 over Kasper Schmeichel og Leicester.

Da den første kamp sluttede 1-1, vinder Aston Villa samlet med 3-2.

Først inde i kampens tillægstid scorede Aston Villa det afgørende mål.

Kampen begyndte også hektisk med muligheder i begge ender af banen. Allerede efter fem minutter satte Schmeichel en fodparade på bolden efter et farligt indlæg fra venstre.

Leicester var også tæt på et par gange i indledningen, og i det ene tilfælde reddede Villas norske keeper, Ørjan Håskjold Nyland, fornemt nede ved stolperoden.

Det lugtede af et tidligt mål, og det faldt efter 11 minutter. Matt Targett fik bolden i venstre side af feltet, og trods en lidt svær position fandt han plads til at passere Schmeichel med et resolut skud.

Målet betød, at hjemmeholdet overlod mere initiativ til gæsterne. Det gav Leicester chancer undervejs, men Villa havde også muligheder, der kunne have ført til 2-0-målet.

Med godt en halv time tilbage var det tid til at sætte Jamie Vardy på banen. Leicester-topscoreren startede nemlig på bænken efter at have bøvlet med en skade på det seneste.

Et kvarter senere var der udlignet, uden Vardy dog tog del i målet. Harvey Barnes modtog bolden i venstre side af feltet og smækkede et hårdt indlæg på tværs, så Kelechi Iheanacho nemt kunne udligne ved bageste stolpe.

Med 2-2 sammenlagt trak det op til en forlængelse, men to minutter inde i tillægstiden scorede Aston Villa det afgørende mål.

Bolden blev sendt ind i feltet, hvor Trezeguet ved bageste stolpe sendte bolden i mål og blev den store helt.

Schmeichel nåede efterfølgende med frem til et hjørnespark, hvor han gik op i hovedstødsduel, men danskeren blev taberen både i den og i det store billede.

I finalen på Wembley 1. marts venter for Aston Villa nu enten Manchester City eller Manchester United. City vandt den første kamp 3-1 på udebane og er klar favorit til at vinde samlet inden returopgøret onsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce