Annonce
Esbjerg

Se alle billederne: Fanø Vesterland i blæst og kulde

Allerede halvanden time efter dørene blev åbnet, var festivalpladsen ganske velbesøgt af festivalgæster, der trodsede de mørke skyer. Foto: John Randeris
Vestenvinden på Vesterlandet viste sig fra sin værste side. Den var kold, blæsende, og lidt regn holdt den sig heller ikke tilbage med at byde gæsterne på Fanø Vesterland, der løber af stablen over to dage. For årstiden kunne man have håbet på bedre temperaturer, men den 10 grader kolde blæste tog ikke humøret fra festivalgæsterne.

Fanø: Køen til billetafhentning i det interimistiske billetskur ved indgangen til Fanø Vesterland er godt 10-15 meter lang. Det klare bevis på, at festivalen er udsolgt, og at en broget gæsteskare ikke lader sig gå på af vind og vejr på den vindblæste vesterhavsø.

JydskeVestkystens udsendte reporter på festivalen er ikke en af dem. Vestenvinden står direkte ind under den tynde, uforede frakke, og i forvejen er koncerter og festivaler heller ikke hans hjemmebane, hvor han er en yderst sjælden gæst. Faktisk så sjælden, at idéen til den journalistiske skildring ikke står skrevet klart på den efterhånden mørkegrå himmel, der ligger henover Fanø Vesterland. Er det en stemningsreportage om, hvorfor man gider drikke kolde fadøl til 45 kroner i blæst og kulde, eller det en sludder for en sladder med artisterne backstage om, hvor meget de elsker Fanø? Næppe.

I mellemtiden har den færøske sanger og sangskriver Teitur Lassen åbnet ballet på teltscenen. Klokken er kun 12.30, men teltet er allerede godt fyldt, og det virker ikke, som om det kun er for at komme i læ for den kolde blæst. Stemningen er engageret og løs. Musik, fadøl og et telt. Mere skal der ikke til for at få smilet frem på læberne. Et godt bud på, hvorfor danskerne siges at være blandt de lykkeligste folkefærd på jorden.

Annonce

Fanø Vesterland

  • Fanø Vesterland arrangeres af Jesper Møller Pedersen, der også fungerer som daglig leder af festivalen
  • Festivalen har i alt 472 frivillige
  • Fanø Vesterland er en kontantfri festival
  • Festivalpladsen er beliggende et par minutters gang fra færgelejet - på pladsen ved lystbådehavnen i Nordby

Du må ikke snakke-politiet

Nogen går til koncert for at lytte til musikken, og andre går til koncert for at hygge med vennerne. Sådan skal det være – og på Fanø Vesterland er der plads til begge dele, skriver Fanø Vesterland på deres hjemmeside.

Det dækker over det nye koncept med det trefoldige navn Stilhed / Musik / Mennesker. Eller sagt lige ud: Mens der er musik på scenen i det store telt, skal man holde bøtte.

Mens musikken spiller, vil baren i teltet også være lukket. For musikken skal mærkes og føles og ikke bare være florerende baggrundsstøj. Med forbehold for manglende festivalerfaring er det et interessant, utraditionelt og meningsfuldt koncept. Fordelene ved at snakke sammen i et telt med høj musik er alligevel også til at overse. Hermed et godt eksempel på, at vi mennesker nogle gange skal skubbes lidt til for at få den rene, uspolerede oplevelse med.

Konceptet bliver taget godt imod. Langt de fleste festivalgængere i teltet under Teitur-koncerten har placeret sig i en stor tætstående, klynge foran scene og deres blikke er rettet mod færingen, der undervejs giver den med violin. Dog går der ikke længe, inden man ud af øjenkrogen kan spotte en festival-frivillig skære ind og afbryde to kærestepars samtale med en finger på munden-gestik. Kigger man ud til siderne bagerst i teltet, står der flere, små klynger af snakkesalige festivalgæster, der ikke ser ud til at have købt ind på festivalens nye tiltag.

Drømmenes land

Over festivalpladsen hænger en gigantisk drømmefanger - en praktisk, indiansk opfindelse, der fanger de gode drømme og lader de onde forsvinde ud gennem hullet i midten. Mens Love Shop og Jens Unmacks toner svæver i vinden, blæser det køligt over Vesterland, er der længe til, at de tusindvis af gæster forsvinder i drømmeland. Dog med undtagelse af en rødhåret kvinde, der danser i trance og allerede er at finde i drømmeland.

Love Shops forsanger Jens Unmack var i topform med hans melankolske tekster. Foto: John Randeris
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce