Annonce
Kolding

Se billederne: Blues for feinschmeckere satte gang i Sommer ved Søen

Med svedige blues-rytmer åbnede Thorbjørn Risager & The Black Tornado Sommer ved Søen. Foto: Søren Gylling
Med perfekt ølvejr og svedige bluesrytmer tog Kolding hul på rækken af gratis sommerkoncerter ved Slotssøen. Lise Jelsbak, der har stået i spidsen for koncerterne i otte år, er altid spændt op til den første koncert.

Kolding: Kasseapparater og dankortterminaler er tjekket, prislisterne skrevet og byttepengene hentet i banken. Alligevel er Lise Jelsbak, der i otte år har stået for koncerterne Sommer ved Søen, spændt.

- Den første koncert er altid som en slags generalprøve. Alt tegner godt, men jeg har det altid bedst, når den første koncert er spillet. I aften er vejret perfekt. Sådan en 21-22 grader og en lille sky, det er det bedste rent salgsmæssigt. For hvis det er for varmt, så køber folk ikke øl, fortæller hun.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado går snart på scenen.

- Jeg har hørt dem før, og for folk, der er vilde med blues, er det virkelig noget, man kører efter. Det er musik for feinschmeckere og nok det navn, vi har i år, der vil tiltrække flest gæster fra andre byen, fordi det er en gratis koncert, vurderer Lise Jelsbak.

Lige inden koncerten går i gang, er der vel omkring 1000 gæster og god plads på den grønne plæne, men flere publikummer kommer gående til fra stien ved søen.

- Det gør ikke noget, at vi begynder lidt stille. Publikums magneterne bliver Moonjam, Østkyst Hustlers og The Boss, forudser hun.

Annonce

Navne du kan glæde dig til

Torsdag den 4. juli spiller Moonjam.

Torsdag den 11. juli spiller D/troit.

Torsdag den 18. juli spiller Laura Mo.

Torsdag den 25. juli spiller Østkyst Hustlers.

Torsdag den 1. august spiller The Boss.

Sommer ved Søren bliver arrangeret af foreningen MusikKolding i samarbejde med Kolding Kommune, Slotssøbadet og Pieszak Denim.

Koncerterne er gratis. Du støtter arrangementet ved at købe drikkevarer på pladsen ved Slotssøen. Indtægterne fra baren er med til at sikre, at koncerterne kan være gratis.

Plads foran scenen

Thorbjørn Risager og bandet går på scenen, og publikum klapper.

- Det er en utrolig stor fornøjelse at være tilbage i gode, gamle Kolding. Vi skal holde fest, siger han og lægger ud med nummeret If You Wanna Leave.

Lige så snart de svedige bluesrytmer dunker ud, kan to mindre drenge ikke stå stille. De danser og boltrer sig i det grønne græs.

- Vi holder fast i, at publikum ikke må sidde ned lige foran scenen. For hvis der sker noget, og folk hurtigt skal væk af sikkerhedsmæssige årsager, så er det ikke sagen at have stole der. Det giver også en dynamik i forhold til bandet, at man står op til musikken, men man må gerne sidde ned længere væk fra scenen, forklarer Lise Jelsbak.

Simone Langhoff og Katrine Ziska slapper af på et tæppe.

- Det er første gang, jeg er med, for jeg er tilflytter. Blues er normalt ikke noget, jeg hører, men det er ret fedt nu i solskin og med fadøl i hånden, mener Simone Langhoff.

Katrine Ziska er fra Kolding og har været til Sommer ved Søen mange gange. Jeg er til jazz, og jazz og blues er musik, der læner sig op ad hinanden, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce