Annonce
Aabenraa

Se billederne: Efter 800 år vendte kong Valdemar tilbage til Aabenraa

Legenden fortæller, at kong Valdemar var hårdt trængt i slaget ved Lyndanisse ved Tallin mod de hedenske estere, da der faldt et banner, ”et hvidt kors på en ulden dug”, ned fra himlen. Herefter vendte krigslykken for danskerne. Foto: Timo Battefeld
Det er 800 år siden, Valdemar Sejr første gang præsenterede Dannebrog for danskerne. Det skete - ifølge legenden - på Kongehøjen i Aabenraa. Den anledning til at sætte alle historiske sejl til lod skolen, der er opkaldt efter højen, ikke gå fra sig. 800 elever så fredag det rød/hvide flag dale fra himlen igen.

Aabenraa: - Wauw.

- Hvor er det stort!

- Wooooouw.

Og de små elever var ikke de eneste, der lod sig rive med. Kongehøjskolens leder, Vibeke Domar Fischer, udbrød "hold da op, det ser flot ud", og borgmester Thomas Andresen kunne bare give hende ret med et "ja, det er virkelig imponerende".

Det var da også et smukt øjeblik, da faldskærmsudspringeren med det kæmpe store Dannebrog kredsede over Aabenraa Stadion, og over 800 elever med nakken bøjet tilbage fulgte det rød/hvide klæde op mod den blå himmel.

Kulminationen på skolens markering af Dannebrogs 800 års jubilæum. For hvis ikke kommunens største skole skulle markere det, hvem skulle så? Det var trods alt - ifølge legenden - ved Kongehøjen i Hjelm Skov, at Valdemar Sejr første gang præsenterede flaget for danerne, efter det var dalet ned fra himlen i slaget ved Lyndanisse 15. juni 1219.

Annonce

Festgudstjeneste på Kongehøjen

  • De lokale festligheder i anledning af, at det ifølge sagnet er 800 år siden, Dannebrog faldt ned fra himlen, fortsætter lørdag.
  • Her inviterer Aabenraa Sogn til festgudstjeneste på Kongehøjen i Hjelm Skov, hvor kong Valdemar Sejr ifølge legenden første gang præsenterede Dannebrog for sit folk.
  • Den Sønderjyske Garde går i spidsen for et optog, der starter ved Skovtrolden på Hjelmallé klokken 11.30, og alle er velkomne til at gå med ud til Kongehøjen, hvor borgmester Thomas Andresen vil byde velkommen klokken 12.00.
  • Herefter vil biskop Marianne Christiansen stå for dagens prædiken.
  • Man skal selv have noget med at sidde på, ligesom sognet gør opmærksom på, at der ikke vil være mulighed for at parkere ved Skyttegården.

To lærere slog til

Så naturligvis var kong Valdemar også en tur i Aabenraa fredag. Han ankom med stil. Klokken 10 præcis stævnede kongen og hans mænd ind på Sønderstrand i deres vikingeskib, og han mødte sine tro undersåtter med et "Vær hilset, godtfolk".

Jo, de to lærere Kirsten Nissen og Finn Madsen, der greb bolden, da Vibeke Domar Fischer for tre måneder siden sagde "skal vi ikke gøre noget i anledning af jubilæet?", havde haft travlt.

Kong Valdemar havde de fundet i Haderslev, vikingeskibet var Kalvø Vikingeskibslaugs Imme Sejr, som en god blanding af frivillige fra lauget, fra den tyske og danske roklub og lærere og pædagoger havde meldt sig til at styre sikkert ind til badebroen. Fra Skrydstrup var der ja til at stille med faldskærmsudspringere, og så fik de forhandlet sig til en rabat på grå hundetæpper. De skulle jo alligevel også have 1000.

Historien terpet

- Der har godt nok været meget, der skulle organiseres, men alle har været virkelig engagerede. Da eleverne først forstod, hvad det var, vi havde gang i, var de med, forklarede Finn Madsen, der sammen med kollegerne naturligvis undervejs har fået flettet jubilæet ind i undervisningen flere steder.

Én ting er selve det historiske, men eleverne havde også været i gang med saks og tråd for at forvandle deres hundetæppe til en kappe, så de kunne ligne bønder, ligesom de havde malet bannere med kristne motiver.

Mens eleverne ventede på, at kong Valdemar skulle ankomme, fik de blandt andet tiden til at gå med at lege i vand, mens et par småpiger øvede i at neje. De var dog klar med deres flag, da Imme Sejr lagde til. Foto: Timo Battefeld

Festen fortsætter lørdag

Bannere, der også er med, når den lokale fest for Dannebrog fortsætter lørdag. Det er nemlig aftalt med provst Kirsten Sønderby, at de bliver en del af udsmykningen ved den festgudstjeneste på Kongehøjen, som Aabenraa Sogn har arrangeret i anledning af 800-året.

Dér har Vibeke Domar Fischer opfordret eleverne til at deltage. For selv om Kirsten Nissen og Finn Madsen med god hjælp har kunnet få meget på skinner, så måtte de droppe de oprindelige planer om, at fredagens program skulle slutte ved Kongehøjen.

Logistikken i dén øvelse lod sig simpelt hen ikke gøre.

Det forstod man, da man så, hvor lang en kædedans 800 elever kan danse.

Skoleleder Vibeke Domar Fischer var med i følget, da kong Valdemar gik ad badebroen ind mod stranden, hvor han blev modtaget med flag af sine 800 undersåtter: – Det var virkelig et fantastisk syn. Jeg blev helt rørstrømsk. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: Dum, dummere. . .

På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”. Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind. For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke: Jamen, det forklarer da en del. Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil. Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag: Hvad har jeg gjort forkert? Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.) Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere? Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere. Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende. Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen. Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af. Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel? Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med. Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele sammen. Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge. Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.

Kolding

Se video: Hør Danfoss-par fortælle om lukningen og planer for fremtiden

Esbjerg

Klar til kamp om ballon-forbud: Esbjerg-politikere bokser endnu en runde

Kolding

V og DF vender på en tallerken igen: Bekymring fra borgere får dem til at fravælge konsulenter på resultatløn

Annonce