Annonce
Esbjerg

Se billederne: Flot indvielse af Jacob A. Riis Museum i Ribe

Direktør Flemming Just fra Sydvestjyske Museer viste prinsesse Benedikte og borgmester Jesper Frost Rasmussen rundt på Jacob A. Riis Museum i Ribe efter den officielle indvielse tidligere på dagen på Ribes Gamle Rådhus. Foto: Niels Husted
80 gæster fra ind- og udland var torsdag eftermiddag samlet på Ribes Gamle Rådhus, hvor prinsesse Benedikte officielt indviede Ribes nye Jacob A. Riis Museum. Prinsessen er protektor for museet, og blandt gæsterne var flere generationer fra Jacob A. Riis' familie i USA.

Ribe: For 15 år siden kom en forfatter ind på forlaget Gyldendal med et manuskript om en mand, som ingen rigtigt kendte.

Manden hed Jacob A. Riis, og manuskriptet kom fra forfatteren Tom Buk-Swienty, der havde brugt flere år på at studere Riis og hans utrolige historie, og manuskriptet blev kort efter til bogen "Den ideelle amerikaner".

Sådan indledte direktør i Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller, sin tale ved indvielsesarrangementet på Ribes Gamle Rådhus for byens nye Jacob A. Riis Museum.

Augustinus Fonden ejer en del af Gyldendal og er samtidig en af de helt store bidragydere til Jacob A. Riis Museet, og Frank Rechendorff Møller forklarede, hvordan historien på en måde gentog sig for tre år siden, da direktør hos Sydvestjyske Museer, Flemming Just, tog kontakt til selvsamme fond for at præsentere sin idé om et Riis-museum i Ribe.

Idéen blev hjerteligt modtaget, og Frank Rechendorff Møller var blot én i en lang talerække torsdag eftermiddag i en fyldt rådhussal, hvor både fondene bag, amerikanske medlemmer af Riis-familien, politikere, museumsdirektører og samarbejdspartnere var til stede for at hylde Jacob A. Riis og udtrykke deres glæde over, at museet er blevet en realitet.

Annonce

Talerne

Otte talere var en del af indvielsen på Ribes Gamle Rådhus torsdag eftermiddag.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester
Maiken Lauritsen, generalkonsul fra Det Danske Konsulat i New York
Frank Rechendorff Møller, direktør Augustinus Fonden
Henrik Lehmann Andersen, direktør Nordea-fonden
Lela Riis Agnew, tipoldebarn til Jacob A. Riis
Dan Møller, næstformand Sydvestjyske Museer
Flemming Just, direktør Sydvestjyske Museer
Prinsesse Benedikte, protektor

Stolthed

Som følge af en gæsteliste på 80 personer var arrangementet flyttet fra Riis-museets trange rammer i Sortebrødregade til den gamle byrådssal, og øverst på gæstelisten stod prinsesse Benedikte, der som protektor for Jacob A. Riis Museum var den sidste af dagens otte talere.

Prinsesse Benedikte forklarede, hvordan hun de forløbne år har fulgt arbejdet med Riis-museet med stor interesse, og hun lagde i sin tale vægt på den betydning, Jacob A. Riis havde for sit nye hjem i USA, mens han samtidig var stærkt knyttet til Danmark.

- Præsident Roosevelt kaldte Riis for den ideelle immigrant, som arbejdede hårdt for hans nye land for at skabe en positiv forandring, sagde hun og forklarede, hvordan Riis var meget inspireret af livet i USA, men samtidig forblev loyal overfor fødebyen Ribe og den danske kongefamilie.

- Han forsøgte at forklare andre nordiske immigranter betydningen af at forblive stolt af sit hjemlands historie, sagde hun og uddybede, hvordan Riis var et forbillede i den henseende, at han havde medbragt det bedste fra sit hjemland til det nye hjem og ikke smed dette overbord på rejsen.

Jacob A. Riis blev slået til Ridder af Dannebrog af Kong Christian 9. i år 1900, hvilket for ham var et uforglemmeligt øjeblik af stolthed, og prinsesse Benedikte fortalte, hvordan Riis symboliserer de stærke bånd, der idag er mellem Danmark og USA.

- Det er mit håb, at dette museum vil tiltrække gæster fra både ind- og udland, som ikke kun vil lære mere om Jacob A. Riis' livsværk, men også opleve Ribe som Danmarks ældste by med dens 1300 år gamle historie, sagde prinsesse Benedikte, inden hun erklærede museet for åbent.

Just og Frost

Prinsessen var ankommet til Ribe i Krone 415 kl. 12.30, hvor hun var inviteret til frokost på Restaurant Kolvig - by Brorsonsminde sammen med hofdame Anne Dorthe Lule, og her blev hun modtaget af borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, inden turen gik ned ad trappen langs Ribe Å og ind på restauranten, hvor 36 særligt indbudte gæster ventede.

Efter frokosten kørte Krone 415 prinsessen til Ribes Gamle Rådhus, hvor hun blev modtaget af 24 elever fra Ansgarskolen klædt i gammeldags tøj.

- Hvor er I fine, sagde prinsessen til en af pigerne, der fik udtrykt, at hun frøs en smule, hvorefter prinsesse Benedikte kærligt tog ved pigens strikkede sjal og trak det godt ned over hendes kolde arme.

Efter eleverne var det Jesper Frost Rasmussen og Flemming Just, der bød velkommen til indvielsesceremonien på rådhuset, og i alt nåede makkerparret Frost og Just at byde prinsessen velkommen tre gange, idet det også var dem, der tog imod, da prinsessen senere ankom til selve Jacob A. Riis Museum.

Jacob A. Riis tipoldebarn, Lela Riis Agnew, holdt en flot tale om det at være opvokset med arven fra Jacob A. Riis, og hun var som flere andre medlemmer af Riis-familien ankommet fra USA for at deltage i indvielsen af museet. Foto: Niels Husted

Forskellighed

På vegne af Esbjerg Kommune var Jesper Frost Rasmussen også blandt talerne på rådhuset, og han fortalte, hvordan han ser Riis som eksemplet på, hvordan vi trods forskelligheder alle er ansvarlige for at skabe forandring.

- Det gør vi bedst, hvis vi gør det sammen, sagde Jesper Frost Rasmussen og forklarede, at Riis' motto var aldrig at give op, og at dette er noget, der giver ham en forbindelse til de pionerer, der var med til at skabe Esbjerg, hvor viljen til at skabe nyt og det internationale udsyn har været med til at sikre udvikling i området omkring Ribe og Esbjerg.

- Ribe er Danmarks ældste by, og Esbjerg er Danmarks yngste by, og dette siger noget om forskelligheden i Esbjerg Kommune. Jacob A. Riis Museum er endnu en juvel i denne vidunderlige, historiske by, som Ribe er, med så mange fantastiske attraktioner at gå på opdagelse i, og fra i dag inkluderer dette også det flotte museum med Jacob A. Riis' historie, sagde Jesper Frost Rasmussen, der sluttede af med at takke de mange mennesker fra Riis-familien og amerikanske venner, der har gjort det muligt at realisere museet.

De verdensberømte jazzmusikere Anders Koppel, Benjamin Koppel og Alex Riel spillede under seancen på rådhuset brudstykker af Anders Koppels "Mulberry Street Symphony", der er inspireret af Riis' fotografier. Foto: Niels Husted

Betydningsfuld

Sidste stop på dagen var selve museet i Sortebrødregade, hvor gæsterne blev inddelt i grupper til rundvisning som blev foretaget af blandt andet projektleder og museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer, Mette Slyngborg. Forinden havde gæsterne, der også talte skuespiller Tomas Villum Jensen og sønnen Villum, der spiller Jacob A. Riis i ung og ældre udgave i ny film om Riis, spadseret den korte tur fra rådhuset til museet i Quedens-karréen i Sortebrødregade.

Mens de enkelte hold blev vist rundt på museet, tilbragte de resterende gæster tiden i museets smukke rosenhave.

Her kunne de passende diskutere talen fra Jacob A. Riis' tipoldebarn, Lela Agnew Riis, der fortalte om, hvordan hun altid havde været omgivet af hans historie, hans billeder og af de tanker om ulighed, billederne symboliserer, eller de kunne forholde sig til Flemming Justs ord om, at en af mange grunde til at opleve museet er, at det fortæller historien om den mest betydningsfulde, danske udvandrer nogensinde.

Prinsesse Benedikte begyndte dagen i Ribe med en frokost på Restaurant Kolvig - by Brorsonsminde sammen med sin hofdame, og inden de blev fulgt til bords af borgmester Jesper Frost Rasmussen og Flemming Just, fik de alle et smukt view ud over Ribe Å og Skibbroen. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce