Annonce
Varde

Se billederne: Friskoleelever får jordforbindelsen i coronatider

Jeppe i 3. klasse smager på et løg, ligesom flere af de andre børn også gør. Han er glad for den nye undervisning: - Det er federe, det her. Man får lov til mere, siger han. Foto: André Thorup
Skovlund Friskole har en lærer med en landbrugsbaggrund. Det er blevet udnyttet efter genåbningen, hvor eleverne skal være mest muligt ude.
Annonce

Skovlund: En pige skal have hjælp til at så sine frø.

- Rødkål, læser lærer Christina Krupa.

- Hvor stor bliver sådan en?

- Det ved jeg ikke, svarer pigen.

Christina Krupa viser størrelsen af en rødkål med hænderne. Den er forholdsvis stor, så der skal være afstand mellem frøene. De kan altså ikke bare drysses ud.

Det er den slags undervisning, der foregår på Skovlund Friskole for tiden. Eleverne i 3.-5. klasse bruger stort set al undervisningstid på køkkenhaver. Først bliver de guidet til, hvad de skal denne dag. Så er de to timer ude i haverne, der er anlagt for enden af en boldbane. Og så slutter de med at skrive en logbog, hvor de beskriver, hvad de har lavet, og hvad de har lært af det.

Årsagen er selvfølgelig corona-restriktionerne, der kræver, at børnene er mest muligt ude. Men på friskolen mener de også, at det er en meget gavnlig undervisning.

Skovlund Friskole og corona

  • 0.-2. klasse har alle undervisningslokalerne på selve friskolen, så de kan undervises i små hold, når de skal være indendørs. De bliver i deres stamlokaler i sfo-tiden. Man kan slippe for at betale for sfo, hvis barnet ikke bruger det under coronakrisen.
  • 3.-5. klasse bruger lokaler på efterskolen, der er midlertidigt lukket, men er altså ude i køkkenhaverne to timer om dagen. Hvis efterskoleeleverne skal møde igen, så bliver der formentlig sat telte op til mellemtrinnet.
  • På Skovlund Friskole er der normalt fællessang, men det foregår på en anden måde i øjeblikket, forklarer skoleleder Jette Bech Mathiesen. Eleverne ser fællessang med Philip Faber på DR1 hver morgen klokken 9.05, så de stadig synger de samme sange på hele skolen.
Annonce

Landbrugsbaggrund

Indtil nu er tiden gået med alle forberedelserne. Der er for eksempel gødet med hestelort, hvilket ifølge Christina Krupa var grænseoverskridende for nogle af børnene.

Denne torsdag er det blevet tid til at så. Børnene har mange spørgsmål til Christina Krupa. Er det sådan, et rødløg ser ud? Når man skal så ærter, hvad er det så, man propper i jorden? Hvor meget skal der vandes?

- Mange har mistet jordforbindelsen, siger Christina Krupa, der nyder at kunne lære børnene om jord, frø og råvarer.

- Der brænder en ild inde i mig.

Med det her projekt kan hun forbinde sin interesse for at undervise med sin interesse for landbrug. Oprindeligt er hun uddannet landmand, og hun endte som landbrugsskolelærer i 12 år. Hun begyndte med at være mest interesseret i det faglige, men interessen skiftede med tiden over mod pædagogikken. Det er kun to år siden, hun skiftede til at undervise børn.

Annonce

Masser af undervisning

I midten er der en stor rund plet, der er inddelt i felter. Her skal børnene i gang, når de er færdige i deres køkkenhaver. De skal arbejde i forskellige felter, fordi børnene er inddelt i grupper, der helst skal holde afstand til de andre grupper på grund af corona.

Den runde plet kaldes fælleshaverne. Her skal der være en bålplads, så børnene kan lave mad med råvarerne senere. Der skal også være insekthoteller, der kan bruges som udgangspunkt til at lære børnene om, hvad insekter og fugle betyder for de haver, de har lavet.

Christina Krupa mener også, at børnene også stadig lærer de traditionelle fag:

- Man tænker måske, at det ikke er matematik og læsning, men det er det jo, siger hun.

Hun påpeger, at eleverne har tegnet deres køkkenhaver og udregnet, hvor meget der er plads til. Det er matematik. De læser også vejledninger til at så på både dansk og engelsk.

Men det er en anden måde at lære fagene på, og det er derfor også andre elever, der nu er de bedste i klassen. Børn, der er dygtige med hænderne, kan vise deres værd, og deres selvtillid vokser af det, mener Christina Krupa.

Danna fra 4. klasse og Ida fra 3. klasse er ved at placere skilte, der viser, hvad de har sået: Kartofler, farvede gulerødder, blomster, ærter, agurker og radiser. Det er altsammen ting, de godt kan lide, fortæller de. Foto: André Thorup
Annonce

Sjovt og hyggeligt

Børnene ser ud til at nyde det. Der er konstant en kø ved Christina Krupa for at høre, hvilken ende af løget, der skal vende opad, og hvor langt ned i jorden jordbærplanten skal være.

- Det er hyggeligt, siger Mathilde.

- Man samarbejder også virkelig meget her, siger Hifda.

Og Jeppe er især glad for at slippe for hjemmeundervisningen:

- Der skulle vi sidde inde hele dagen. Det var sent, inden vi måtte komme ud, siger han.

Foreløbigt fortsætter 3.-5. klasse med at arbejde to timer om dagen i haverne frem til 10. maj.

Christina Krupa viser, hvordan Hifda, 3. klasse, og Mathilde, 4. klasse, skal så jordbærplanter. De har selv medbragt jordbær og karse til deres køkkenhave. Foto: André Thorup
Nikolaj og Malthe fra 4. klasse er ved at vande. Foto: André Thorup
Mens JydskeVestkysten er forbi, er børnene fulde af smil, og alle er i fuld gang med at så og vande. Foto: André Thorup
Christina Krupa fortæller Malthe om at så løg. Nikolaj kigger på. Foto: André Thorup
Christina Krupa er tidligere underviser på en landbrugsskole. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Advokatundersøgelse uddeler kraftige tæv til tidligere VUC Syd-ledelse: Dårlig ledelse, inhabilitet og dokumentsjusk

Annonce