Byggepladsen: Hotelbyggeriet på havnen skrider hurtigt fremad, og fredag er offentligheden inviteret inden for til et kig på det spektakulære projekt og en bid mad.
SØNDERBORG: Højhushotellet på havnen begynder mere og mere at ligne det, det er - nemlig et hotel i 18 etager med 190 værelser.
I øjeblikket er omkring 70 mand i gang på pladsen hovedsageligt fra hovedentreprenør Enggaard. De arbejder på forskellige niveauer med kernetårnet, der er i 10. sals højde, spa-delen med bassiner og værelser, der begynder at indtage receptions- og foyerniveauet i 2. sals højde.
- Det kører efter planen, men det drejer sig også om at holde tidsrammen, så tingene kommer ind på pladsen og bliver gjort færdige i den rigtige rækkefølge, siger projektchef Christian Bak, der ikke har fået mindre at se til.
Der er stor aktivitet på byggepladsen. Fredag eftermiddag holder det hele inde for en stund for at tage mod besøgende, der plejer at vise stor interesse for Sønderborgs ny højhushotel Alsik. Efterhånden som kernen er færdig, og værelserne begynder at tage form, skyder spa- og wellnessdelen af højhushotellet også op ud mod vandet. Ridset af voksen- og børnebassin er støbt i beton.
Hotellet er i 18 etager med 190 værelser, konferencefaciliter, spa og wellnessafdeling. Det drives ved færdiggørelse af den tyske hotelkæde Rimc. Prisen er 600 mio. kr., som Bitten og Mads Clausens Fond og PFA skyder i byggeriet. Hotel Alsik skal stå færdig i 2018 ved siden af kollegie, p-hus, videnshus og multikulturhus. Der bliver gangbro fra hotellet via kollegie til p-hus.
Kanaler og skakter
Der kommer tre restauranter i selve hotellet og cafe ved wellness- og spabadet. Betonkanalerne snor sig i et sindrigt system ind gennem den kæmpemæssige byggeplads på havnen. Nogle af dem er ventilationsskakter og tekniktårne, mens andet er personalerum med bad og omklædning og en gang til stuepigerne, når de skal op at ordne 190 værelser fordelt på de mange etager.
- Tiende etage af kernen er det sidste, som skal støbes på stedet. Derefter kommer betonelementer, som skal monteres etage for etage. Byggeriet i højden går i stå en periode frem til sensommeren, fordi vi i stedet bygger rundt om omkring foyer og 1. sal, fortæller Christian Bak.
Han kan tage elevatoren op til 8. sals højde, men er nødt til at tælle på fingrene, for etagetallene er ikke helt nøjagtige, da der er et stort kælderparti under jorden, som tæller med i nummerordenen. De nederste værelser ud mod vandet har fået vægge af betonelementer på 18,5 ton stykket. Badeværelserne med skiferfarvede designklinker alt sammen leveret af Bad Element og produceret i Polen er på plads på den nederste værelsesetage. Brusekabiner og wc'er er fortsat pakket ind i emballage, og skal pakkes ud og kobles til med slanger og rør, efterhånden som værelserne skyder op.
Byggeriet stiller store krav til Enggaard logistik, for der har måttet lagres en del materialer og maskiner i Rødekro for at få plads til det hele.
-Det er krævende at holde orden på byggepladsen, for der må ikke stå noget i vejen, men tingene skal samtidig være der, når der er behov for det, siger Christian Bak med udsigt til spunsen, der holder den enorme byggeplads sammen på havnekajen.
Der skal ventilationskanaler ud gennem den yderste del af den piloterede kajplads, og det kræver, ekstra jerndragere rammes ned i yderkajen for at holde sammen på pladsen foran.
Træ og marmor
I slutningen af det kommende år skal her gerne være fyldt med hotelgæster, konferencebesøgende og wellnesstrængende i boblebade og på behandlingsbrikse. De vil kunne nyde lækker mad med fantastisk udsigt over Alssund og glemme alt om hverdagslivets trummerum uden for de glitrende glas- og aluminiumsfacader.
For er der en del støj fra pæle, der rammes i jorden med stor kraft. Det er dog ikke i forbindelse med hotelbyggeriet, men på havnekollegiet over for. Den bliver der en gangbro over til, når byggeriet står færdigt og Nørre Havnegade er blevet hævet en halv til en hel meter.
Til sommer vil 40.000 besøgende på spejderlejren på Kær begive sig langs vandet ind til byen for at se, hvordan Sønderborg tager sig ud, og der vil møde dem et spektakulært skue på havnens aktivitetssummende byggepladser. Indsatsen skal gå op i en højere enhed, for når havnehusene står færdige, vil ventilationskanaler og skakte være dækket af fine overflader i træ og marmor. Til den tid skal de mange mandskabstimer gerne være omsat i velvære og ferieophold for hundreder af besøgende.