DJERNÆS/SØNDERBALLE: Over 20 år med et ufatteligt rod er slut. Selv alt det skrammel, der en overgang blev flyttet over på genboens grund, er væk i Sønderballe.
Dennis JensenDet gør hele området kønnere
Diernæsvej 103 og 203, som tidligere var ejet af Ebbe Storm, er nu tømt for skrammel, og de faldefærdige bygninger er revet ned. Tilbage står kun de blå hegn tilhørende entreprenør Torben Clausen A/S. Og det er kun i Djernæs, selvom det var her oprydningen begyndte.
Grunden i Sønderballe er allerede ved at blive pyntet op. Jorden er jævnet ud, og der er sat blomsterkasser og en gul cykel, som minder om, at her kommer Tour de France-karavanen snart forbi og filmer.
I Djernæs er man dog ikke helt tilfreds. Naboen Dennis Jensen har selv klippet lidt græs i kanterne og ryddet op i læhegnet, så han kunne godt tænke sig, at grunden blev afleveret lige så plan og ryddelig som i nabobyen.
– Vi vil gerne have gjort noget ved det sidste levende hegn. Jeg ved ikke, om det skal helt væk, men det skal smukkeseres. Vi har også snakket om, at der skal være en græsplæne, siger han.
Og måske en bålplads.
Ujævn grund
Men det bliver i så fald en lidt mere bulet plæne end i Sønderballe. For han mener, at en membran over en fjernet olietank er lagt for højt. Det har efterladt en lille bakke på den i forvejen skrånende grund.
– Det er ikke lavet lige så pænt som i Sønderballe. Vi havde regnet med at få en plan grund.
Men han er glad for, at rodet og ruinerne er væk.
– Det gør hele området kønnere!
Men hvis man kikker efter og sparker lidt i jordknoldene dukker der alligevel lidt skrammel op; gammelt jern, rør og murbrokker gemmer sig stadig i det levende hegn.
Haderslev Kommune købte i begyndelsen af 2021 de to grunde af Ebbe Storm, efter adskillige år hvor man havde forsøg at finde en løsning på at få grundene gjort pænere. Ebbe Storm havde opfyldt alle miljøkrav.
Kommunen købte begge grunde for 750.000 kroner.