RIBE: - Vi forventer, at rundkørslen bliver åbnet mellem klokken 13 og 14 tirsdag. Mere præcist kan vi ikke sige det, lyder det fra vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi i kølvandet på det færdselsuheld, som mandag aften betød at en lastbil fyldt med 22 ton skinker væltede omkuld i rundkørslen ved Haderslevvej og Haulundvej, syd for Ribe.
Da JydskeVestkysten var på uheldsstedet klokken 10.30 tirsdag formiddag var arbejdet med at tømme lastbilen for de mange skinker fortsat i gang. En halv time senere - ved 11-tiden - ankom en kranbil, og her blev de indledende øvelser til at få rejst lastbilen foretaget.
Uheldet skete mandag aften omkring klokken 19.30, og det menes at årsagen til uheldet var, at de mange skinker i lastbilen kom i svingninger, da chaufføren kørte rundt i rundkørslen. Derved væltede lastbilen.
Uheldet forårsagede store trafikale gener. Trafikken fra Ribe blev ledt ad Hovedvej 11 til Roagervej og herfra ind gennem Lustrup til Haderslevvej, mens trafikken fra Haderslevvej mod Ribe blev ledt den modsatte vej.
Samtidig med den væltede lastbil fylder en vindmølletransport vejbanen mellem jernbaneoverskæringen og rundkørslen. Den vil, når rundkørslen åbnes igen, blive flyttet hen på den vestlige side af rundkørslen, og blive parkeret i vognbanen, der bruges for at komme ud på ringvejen.