Annonce
Kultur

Se datoerne: Ribes museer og oplevelsescentre klar til genåbning

8. juni genåbner Ribe Vikingecenter efter coronanedlukningen, og der er allerede efterspørgsel for at komme på besøg i centret i Lustrup ved Ribe. Foto: Martin Ravn
Museer og oplevelsescentre i og omkring Ribe gør efter regeringens nye udmelding om genåbning sent onsdag aften klar til igen at byde besøgende velkommen. Alle har datoerne klar, men flere venter lidt endnu for at have helt styr på de sundhedsfaglige anbefalinger.

Ribe: Domkirken er klar, kunstmuseet er klar, Vikingecentret og Vadehavscentret er klar.

Selv Ribes vægtere er klar til at synge for de tusindvis af turister, der så småt er begyndt at vende tilbage til Danmarks ældste by

Efter onsdagens sene udmelding fra regeringen om en hurtigere genåbning af blandt andet museer, zoologiske haver og oplevelsescentre, er alle museer og centre i omkring Ribe i fuld gang med at gøre klar til genåbning.

Kun ét sted har dog allerede åbent fra fredag, mens resten skal bruge længere tid på at forberede sig.

- Vi har haft kirkerummet åbent for første gang idag, og der har været masser af gæster på besøg, siger kirketjener ved Ribe Domkirke, Henrik Ravn.

Han forklarer, at det kun er selve det store kirkerum, der er åbent for gæster, mens borgertårnet og Domkirkemuseet i Søndre Galleri er lukket indtil foreløbigt 8. juni.

Det er også først denne dato, at Ribe Vikingecenter i Lustrup slår portene op, fordi man ifølge leder Bjarne Clement gerne vil have helt styr på deltaljerne i de sundhedsmæssige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, som man først modtog fredag morgen.

Annonce

Oh vægter - klokken er slagen otte

Ribes populære rundture med byens vægtere begynder 8. juni med start fra Weis Stue.

Der er lavet regler for, at der maksimalt må være 50 personer med på turen, og at gæster skal være i minimum to meters afstand fra vægteren.

Grænseåbning

- Vi har fået rigtigt mange henvendelser efter den nye udmelding, og allerede 9. juni får vi besøg af den første skoleklasse, der er en lejrskole fra København. Derudover afventer vi som mange andre, hvornår grænserne åbner. 72 procent af vores gæster er udlændinge, så derfor vil vi rigtigt gerne have åbnet grænserne snart, siger Bjarne Clement.

På Ribe Kunstmuseum åbner man for besøgende tirsdag 26. maj. Her er udstillingen med og om den lokale maler Agnes Schmidt forlænget til 30. august, mens åbningen af udstillingen om Hans Scherfig er udskudt fra 19. juni til 12. september.

Tirsdag 26. maj er også åbningsdagen for Vadehavscentret, hvor man er i fuld gang med at fylde friske varer på caféens hylder, så man er klar til at åbne klokken 10.00, og 26. maj er også valgt som dagen, hvor Museet Ribes Vikinger åbner på Odins Plads i Ribe.

- Det er det museum med flest besøgende, og derfor åbner vi 26. maj, så vi på den måde får pinsedagene med, forklarer direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just.

Bramming Egnsmuseum, Ribes Gamle Rådhus, Jacob A. Riis Museum og Esbjerg Museum, der alle også hører under Sydvestjyske Museer, åbner derimod først 9. juni, og begrundelsen er ifølge Flemming Just, at lønkompensationsperioden udløber denne dag, og at man derfor føler sig nødsaget til at holde lukket indtil denne dag for at begrænse det store underskud, der er fulgt med coronanedlukningen.

- Så håber vi på, at folk vil begynde at lægge penge på oplevelsessteder og museer, når alt igen er åbent, ligesom alle nu begynder at bruge penge på at gå ud og spise. Ikke kun museer i Ribe, men i hele Esbjerg Kommune, siger Flemming Just.

Ribe Vikingecenter venter med at åbne for besøgende indtil mandag 8. juni. Man vil gerne gerne have helt styr på de sundhedsmæssige anbefalinger, fordi der gælder andre regler på et oplevelsescenter som vikingecentret end der gør på et klassisk museum med montrer og mere stationære udstillinger. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Annonce