Annonce
Sydjylland

Se de nyeste tal: 66 indlagte corona-patienter i Region Syddanmark

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Der er fortsat færre patienter indlagt med coronavirus i Region Syddanmark. På landsplan oplever man samtidig et fald i antallet af indlagte patienter men derimod en stigning i antallet af smittede med coronavirus.

Status: I Region Syddanmark oplevede man onsdag, at antallet af patienter, der er indlagt med coronavirus, er faldet for fjerde dag i træk.

Siden tirsdag er der sket et lille fald på fem patienter. Onsdag var der 66 indlagt mod 71 tirsdag, 73 mandag, 78 søndag og 84 lørdag. I sidste uge lå antallet stabilt på omkring 82 til 85 patienter. Det fik tirsdag Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, til at se frem mod påsken med ro i maven.

- Tallene følger de tal, vi har set den seneste uge. De ligger stabilt og ovenikøbet med en lille nedgang i antal indlagte. De tiltag, vi har gjort både i samfundet og på sygehusene, gør, at vi kan se frem mod de nærmeste dage og uger med rimelig ro, udtalte han tirsdag til JydskeVestkysten.

Flere smittede

På landsplan er der nu er 453 patienter indlagt med coronavirus. Det er et fald på 19 siden tirsdag, hvor der var 472 indlagt.

På landsplan er der siden tirsdag ikke sket nogen ændring i antallet af intensive patienter. Onsdag var der derfor fortsat 127 indlagt på intensiv og 103 i respirator.

I Region Syddanmark er der fortsat 22 intensive patienter, men én patient er siden tirsdag kommet ud af respirator.

Antallet af dødsfald er steget fra 203 tirsdag til 218 onsdag. Ifølge Sundhedsstyrelsen omfatter tallet de dødsfald, der er registreret indenfor 30 dage efter påvist covid-19 infektion. Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet.

Ligeledes er antallet af smittede danskere fortsat stigende. Mandag middag var 4.647 personer bekræftet smittede med coronavirussen, mens tallet er 4.978 tirsdag. Onsdag var det tal steget til 5.386.

På verdensplan er 1.316.988 smittede og 74.066 døde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce