Annonce
Sydjylland

Se de nyeste tal: Antallet af corona-patienter i Region Syddanmark ligger stabilt for syvende dag i træk

Af de 4.077 bekræftede smittede personer på landsplan oplyser Sundhedsstyrelsen at 101 var i alderen nul til 19 år. 386 var i alderen 20 til 29 år. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
For syvende dag i træk lå antallet af patienter med coronavirus i Region Syddanmark stabilt lørdag middag. Det sker efter flere uger med konstant stigning. På landsplan ses et fald på 10 patienter fra fredag til lørdag.

Status: For syvende dag i træk lå antallet af indlagte coronasyge patienter lørdag på nogenlunde samme niveau i Region Syddanmark.

Fra fredag middag til lørdag middag var tallet faldet fra 84 til 81. Siden søndag den 29. marts har tallet ligget mellem 79 og 84 og er således stagneret efter daglige stigninger på mellem 3 og 13 patienter i ugerne forinden. Fredag gav de stabile tal i regionen andledning til, at koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen udtrykte en forsigtig optimisme.

- Jeg tør ikke konkludere, at det har toppet, men det viser en positiv retning, og vi kan gå påsken i møde med fortrøstning, sagde han fredag til JydskeVestkysten.

På landsplans har man de seneste dage kunnet se et fald i antallet af indlagte patienter. Fredag middag var 517 indlagte. Det var lørdag middag faldet til 507 patienter. Fra mandag til torsdag lå tallet mellem 525 og 535 indlagte. Det sker efter, at antallet af indlagte steg med 30 til 50 personer dagligt i den forgangne uge.

Samtidig har antallet af meget kritiske patienter på intensiv været faldende. Fredag var tallet 25 i Region Syddanmark, én lavere end torsdag. Og på landsplan var det fredag faldet til 143 mod 153 torsdag. Fra fredag til lørdag har der i Region Syddanmark ingen ændring været, mens der på landsplan nu er én patient mindre indlagt på intensiv.

Annonce

161 døde

Antallet af smittede danskere stiger dog fortsat. Lørdag middag var 4.077 personer bekræftet smittede med coronavirussen. Det er en stigning siden fredag middag, hvor 3.672 personer var konstateret smittet.

Det reelle antal smittede i Danmark forventes dog at være højere, da det fortsat ikke er alle med symptomer på coronavirussen, der kan blive testet.

Ligeledes er antallet af dødsfald steget fra 139 fredag middag til 161 lørdag. Ifølge Sundhedsstyrelsen omfatter tallet de dødsfald, der er registreret indenfor 30 dage efter påvist covid-19 infektion. Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet.

Derimod er der nu 1.283, der er blevet registreret i kategorien "overstået infektion". Ifølge Sundhedsstyrelsen kan patienter med påvist Covid-19 infektion tidligst klassificeres som ”overstået Covid-19 infektion” 14 dage efter den positive test.

På verdensplan er der nu 1.000.249 registrerede smittede og 51.515 døde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce