Annonce
Sønderborg

Se det i Gråsten: Marie og Holberg er et stykke levende kultur

Det lille Teater i Gråsten kan deres kram. Stykket ”Marie Grubbe” er en fornøjelse at se, konstaterer anmelder Hanne Næsborg-Andersen. PR-foto

Titel: Marie Grubbe

Sted: Det lille Teater, Gråsten

Spillet af: Det lille Teater, Gråsten

Dato: 19.01.2020

Gråsten: Endnu en gang må anmelderen erkende, at Det lille Teater i Gråsten kan deres kram. Stykket "Marie Grubbe", som p.t. spilles her, er en fornøjelse at se.

Historien i stykket er, at Ludvig Holberg har fået skriveblokering, og hans forlægger står på nakken af ham, forlanger et resultat hurtigt. Han bliver sendt til Falster, ned til Marie Grubbe, fordi hendes historie er så interessant og anderledes for sin tid. Hun blev født som adelig, gift med kongens uægte søn, skilt fra ham, gift igen med en adelsmand, men skilt fra ham, fordi hun var ham utro med kusken. Denne kusk var hendes store kærlighed, og hun forlod alt for at være sammen med ham. Hun endte som færgekone ved Falster.

Annonce

Det fungerer bare godt

Holberg er desperat for at få hendes historie, men hun kræver, at han optræder i hendes liv og spiller de roller, hun fortæller om. Derfor bliver han både til hendes tre ægtemænd og sig selv, og undervejs går der noget op for Holberg, som aldrig har været forelsket eller sammen med en kvinde. Kvinders skæbne og muligheder i både datiden og nutiden er til debat i stykket, og slutningen er overraskende.

Stykkets tre medvirkende, Ingeborg Friis, Bjarne B. Christensen og Jørgen Christian Clausen, går ubesværet ud og ind af deres roller, instruktionen ved Bodil Schäfer og Else Nielsen fungerer godt, og det samme gør scenografien. Stykket er skrevet af Lærke Sanderhoff, i en morsom og nutidig tone, der gentagne gange fremkaldte latter blandt publikum. Som da Holberg afslår at kysse Marie med bemærkningen: "Jeg beskæftiger mig ikke med eksperimentel fysik".

Du kan stadig nå det

Anmelderen gik derfra glad om hjertet, både fordi det var en fin oplevelse med plads til eftertanke, men også, fordi der findes så levende kultur opført af levende mennesker udenfor de store byer.

Stykket spilles endnu to gange, nemlig onsdag og fredag i denne uge, begge gange kl. 20.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Lagerhal gik op i flammer

Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce