Annonce
Billund

Se familiefilm i bilen: Drive-in-bio påskelørdag i Billund

Påskelørdag er der drive-in-bio i Billund. Arkivfoto: Morten Dueholm
Det bliver påskelørdag den 11. april, at man kan komme til drive-in-biograf i Billund. To film vises.

Billund: Keder man sig påskelørdag, er der råd for det i Billund.

Her bliver nemlig arrangeret drive-in-biograf på Legolands parkeringsplads P2, som ligger nordvest for selve parken, og med udkørsel til Nordmarksvej. Politiet har givet godkendelse til at holde drive-in-biografen om lørdagen, og der er også sikret sendetilladelse på FM-båndet, så man kan få lyden gennem sin bioradio.

De to film, der bliver vist, er animationsfilmen "Prince Charming" og familiefilmen "Hacker".

Prince Charming har filmstart klokken 13, mens Hacker vises klokken 16.30. Pladsen er åben for parkering fra klokken 12, og der er plads til 800 parkerede biler.

Annonce

De to film

De to film, der vises, er Prince Charming og Hacker.

Prince Charming: Da prins Phillip Charming er barn, bliver han forhekset, og uden at gøre noget fortryller han alle kvinder han møder. Det skaber et kaos af forheksede, forelskede kvinder i kongeriget, da prins Charming nærmer sig 21 års fødselsdagen. Kong Charming må gøre noget for at redde kongeriget.

Hacker: Familiefilmen følger den 13-årige usædvanligt gode hacker Benjamin, hvis mor forsvandt, da han var 7 år gammel, og som aldrig har kendt sin far. Da nogle nye overvågningsbilleder kunne tyde på, at Benjamins mor stadig er i live, indleder han sin egen eftersøgning i samarbejde med veninden Savannah ved hjælp af moderne teknologi. Det bliver starten på en nervepirrende omgang katten-efter-musen med Forsvaret Efterretningstjeneste.

Ingen toiletter

Det er en flok lokale erhvervsdrivende i Billund, som er gået sammen om at få projektet på banen.

De har fået støtte fra både Billund Kommune og Ole Kirks Fond, og derfor bliver det gratis at se filmene.

- Man kan selv tage snacks med, men der vil også gå nogle rundt på pladsen og sælge slik, kage, kaffe og sodavand, siger Torben Klovborg Christiansen fra Hotel Refborg, der er en af initiativtagerne.

Til gengæld er der ingen toiletter sat op for at begrænse smittefaren - ligesom det heller ikke er tilladt at forlade bilen arrangementet.

- Derfor skal man kunne holde sig, ellers må man hjem og vende, hvis man ikke kan. Det er derfor, at der er en pause mellem de to film. Den første starter klokken 13, og den er færdig cirka klokken 14.30. Den næste film starter så klokken 16.30, så hvis der er nogen, som vil se begge film, kan de nå hjem på toilet, siger Torben Klovborg Christiansen.

Han oplyser desuden, at bilerne kommer til at holde sådan, at man godt kan komme ud, selvom nogle bliver holdende for at se begge film.

Måske flere initiativer

Arrangørerne vil hurtigst muligt efter weekenden evaluere dagen. Med tanke på, at nedlukningen af Danmark er forlænget til 10. maj, er arrangørgruppen nemlig åben for at arrangere flere filmdage.

- Det kan sagtens være. Hvis det forløber glat, har vi helt sikkert mod på at gøre det igen, og vi kigger også på andre muligheder, men det kan vi ikke sige så meget om endnu, fortæller Torben Klovborg Christiansen.

Derfor vil der også rundt omkring på parkeringspladsen hænge oplysninger om et mobilepay-nummer, som man kan bruge til at støtte gruppens arbejde for coronasikre arrangements i byen.

Bag arrangementet står Hotel Refborg, Hotel Legoland, Midtjysk AV Teknik, filmklubben 4-forestillingen og Billundonline.

Gudstjeneste dagen efter

Udstyret fra drive-in-biografen bliver stående til dagen her. Her har en flok enkeltpersoner fra forskellige menigheder nemlig gået sammen om en tværkirkelig drive-in-gudstjeneste påskedag, og de har fået lov at låne både udstyr og parkeringspladsen fra arrangørerne.

Gudstjeneste finder sted søndag den 12. april klokken 15.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce