Sønderborg: Der lyder en summen som fra en bisværm, og samtidig kan man følge bare 20-årige Dane Grace fra København styre den lille hurtige drone gennem foyeren på Alsion. Op ad trapperne, rundt om træer og gennem smalle døre i mødelokaler - uden det går galt. Han har også fløjet den slags i otte år og er World Cup-vinder i flyvekunsten.
Sammen med fem-seks andre er han en del af filmholdet, som i disse dage er i Sønderborg for at lave optagelser til en kommende reklamefilm for byen. Den skal køre på landsdækkende tv og sociale medier fra anden uge i juni.
Optagelserne sker i regi af den nye markedsføringsfond, GOTO Sønderborg, der er født med henblik på at gøre Sønderborgområdet mere kendt i hele landet og uden for landets grænser for den sags skyld. Flere og længere film om forskellige emner kommer senere til at kunne ses på GOTOSonderborg.dk
- Det bliver i første omgang en 30 sekunders film, hvor vi forsøger at give så bredt og spændende billede af Sønderborg som muligt på den korte tid. Den skal blandt andet køre på TV2 og en række digitale kanaler, forklarer direktør for GOTO Sønderborg, Tanja Have.
Projektet er finansieret af Bitten & Mads Clausen Fond med fire millioner kroner.
10 sæt friske øjne
Forud optagelserne har der været et større forarbejde, hvor ti personer udefra indgik i et såkaldt indsigtspanel. Kulturpersonligheder, fremtidsforskere klimaeksperter - alle som ikke vidste meget om Sønderborg, men på hver deres måde kunne opleve området og komme med input.
Tanja Have, direktør i GOTO SønderborgDet bliver i første omgang en 30 sekunders film, hvor vi forsøger at give så bredt og spændende billede af Sønderborg som muligt på den korte tid. Den skal blandt andet køre på TV2 og en række digitale kanaler.
- Det begyndte 1. april, hvor de blev fløjet hertil og efterfølgende har været rundt og se en masse ting og fået fortællinger fra lokale - blandt dem borgmesteren - for bagefter at indgå i en workshop. Resultatet blev sendt videre til et kampagneteam, og undervejs er det blevet "trykprøvet" af sønderborgere, så man også lokalt kan genkende den fortælling, der kommer ud af det, uddyber Tanja Have og tilføjer:
- Konceptet er, at - modsat manges opfattelse - så er vi her slet ikke så langt fra alt. For vi er tæt på både studieliv i kombination med et aktivt erhvervsliv, tæt på udlandet, kulturevents, naturen og CO2-nullet for bare at nævne noget.