Annonce
Sydjylland

Se tallene: Så kraftig og ødelæggende var decemberorkanen

Vandstanden steg voldsomt ved Esbjerg Havn, som orkanen kulminerede. Foto: Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Da orkanen Adam ramte den 3. december 1999 blev den med sin hærgen særligt i det sydlige Danmark den hidtil kraftigste orkan i landets historie. Herunder kan du blive klogere på, præcis hvor voldsom stormen var, og hvor store ødelæggelser den lagde bag sig.
  • Decemberorkanen, som blev døbt Adam, var den kraftigste orkan, der ramte Danmark i det 20. århundrede.
  • Orkanen startede sin hærgen fredag den 3. december 1999 klokken 15.00, hvor vinde af stormstyrke første gang blev registreret i det vestlige Danmark.
  • Klokken 16 meldte Blåvand om vindstød af orkanstyrke på op til 40 meter i sekundet. To timer senere var Rømø oppe på 50 meter i sekundet, hvilket svarer til 180 kilometer i timen. En orkan er defineret med en vindhastighed på over 32,6 meter i sekundet svarende til 117 kilometer i timen.
  • Allerede den 30. november viste de første prognoser, at et kraftigt lavtryk var på vej. Om formiddagen den 2. december spåede DMI første gang, at en orkan ventede forude.
  • Uvejret blev dannet som et lille lavtryk i Atlanterhavet den 2. december og bevægede sig hurtigt mod øst. Allerede om morgenen den 3. december lå lavtrykket over England. Lavtrykket udviklede sig voldsomt, mens det bevægede sig ind over Nordsøen. Herfra fortsatte det i en bane over Thyborøn, Kattegat mellem Anholt og Læsø til Sverige.
  • Fra klokken 17 til 19 var vinden af orkanstyrke langs hele den jyske vestkyst fra Hvide Sande og sydpå.
  • På Rømø blev der målt vindstød på 51,4 meter i sekundet, inden måleren gik i stykker. Det svarer til over 185 kilometer i timen og var det hidtil kraftigste i Danmark.
  • De kraftige vindstød gjorde, at vandstanden steg voldsomt flere steder. Hele kyststrækningen syd for Limfjorden blev ramt af stormflod, som toppede mellem klokken 18 og 19. I Ribe øgede stormen vandstanden med hele 5,12 meter.
  • Orkanen begyndte at aftage omkring midnat. Det var kun syd for orkanens øje, at vindstødene nåede op på orkanstyrke. Skaderne var dog omfattende i hele landet.
  • Syv danskere omkom under orkanen, mens 800 kom så alvorligt til skade, at de måtte søge lægehjælp.
  • Forsikringsselskaber anslår, at orkanen samlet set ødelagde værdier for 13 milliarder kroner. Dermed er den det dyreste vejrfænomen i Danmark nogensinde.
  • Dagen efter orkanen modtog Falck mellem 6.000 og 7.000 opkald om stormskader.
  • Orkanen gik hårdt ud over de danske skove. Det anslås at op mod 4 millioner kubikmeter træ væltede. Det var de sønderjyske skove, der blev hårdest ramt.
  • Mange el-master måtte også bukke under for stormen. Nedfaldne ledninger startede op mod 200 brande, mens 20.000 husstande var uden strøm i en lille uge i Nordsjælland.
  • Decemberorkanen var den hidtil kraftigste i Danmark. Den blev dog overgået i styrke af orkanen Allan, der ramte den 28. oktober 2013. Her blev der målt vindstød på 53,5 meter i sekunder svarende til omkring 193 kilometer i timen.

Kilde: DMI

Annonce
Statsskovene omkring Jels ved Rødding blev hårdt ramt af stormskader. I Stursbøl Plantage gik skovarbejdere i dagene efter i gang med oprydningsarbejdet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Det meste af lørdagen efter stormen var Lillebæltsbroen spærret af flere væltede lastbiler, som sendte Falck på overarbejde. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
På lillebæltsbroen fik stormen en lastbil med 25 tons last til at vælte ned over en personbil. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lindet Skov ved Gram blev også hårdt ramt af stormen. Her gik det ud over en række grantræer. Foto: Ritzau Scanpix
Den daværende Miljø- og energiminister Svend Auken besigtiger de stormskadede statsskove i Stursbøl Plantage mandag den 6. december 1999. Ministeren lovede dengang, at staten var klar til at slå til med økonomisk hjælp til de sønderjyske skovejere. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ved Jels Skovsø var en bil kommet på afveje i stormen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Stormen var skyld i et trafikuheld på Strandby Kirkevej i Esbjerg. Foto: Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Orkanen tog et hustag med sig i Stenderup ved Kolding. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce