Annonce
Sønderborg

Se video og fotos: Nybagte studenter i sang, dans og vandleg

Studenterne var omkring 19, luften nær de 29 og vandet småkoldt, da årets studenter tog den traditionsrige dans med sang og vandlag for foden af Alspigen på Rådhustorvet.

Sønderborg: Smilene strålede om kap med en blændende sol i forreste parket for foden af Alspigen. Lidt tilbagetrukket de stolte forældre med matchende ansigtsudtryk og måske en stolt glædeståre bag solbrillen. For nu er det sommer, sol og studentertid.

Det fik den alsiske kvinde på Rådhustorvet traditionen tro igen at mærke, da byens nybagte studenter onsdag eftermiddag flokkedes om bassinet. Alspigen har oplevet det mange gange, og igen i år måtte hun da også lægge krop til en bestigning af flere af de unge studenter. Alle kæmpede de om at få den "rigtige" hue sat på hendes hoved. En havde været ekstra opfindsom og tapet den fast, men heller ikke det holdt i længden.

For foden af Alspigen blev stadig flere våde i springvandet. En pige måtte hen og ømme sig med et forslået knæ - granit slår hårdt.

Det gør det sikkert også, når festlighederne for alvor tager fat med studenterkørsel torsdag.

Annonce

Studenterne og huerne

En student er en person, der har taget en af de fem studieforberedende gymnasiale uddannelser i Danmark – enten studentereksamen (STX), højere handelseksamen (HHX), HF, EUX eller højere teknisk eksamen (HTX).

Når den sidste eksamen er overstået og man har bestået som student, får mange sat huen på hovedet af en lærer eller nær slægtning.

Huerne har forskellige farvede bånd og emblemer:

Bordeaux
STX-huen, som sidder på studenter fra det almene gymnasie, er bordeaux med et dannebrogskors på fronten.

Blå
Studenter fra handelsgymnasierne, HHX, har et kongeblåt bånd på huen. Ofte med merkurstaven som standardkokarden, fordi Merkur var den romerske gud for handel.

Mørkeblå
Det mørkeblå bånd hører til HTX, som er betegnelsen for det tekniske gymnasium.

Lyseblå
Studenter for HF har et lyseblåt bånd på huen. HF er forkortelsen for højere forberedelseseksamen, som er en to-årig uddannelse.

Sort
Den helt sorte hue blev indført i Danmark i 1850 som den første studenterhue. Efter den hvide kom til i 1880’erne, var det traditionelt de klassisksproglige studenter med latin og græsk, der fejrede uddannelsen med den sorte hue. Senere har studenter med mange fag på højniveau taget huen til sig, men alle kan bestille den sorte hue.

Flag
Er der flag på båndet, viser det, at studenten har taget den internationale studentereksamen.

Sabbatår i sigte

En uvidenskabelig, men hurtig rundspørge blandt studenterne fortæller, at et flertal nok sigter mod et sabbatår, når festen har lagt sig.

- Det har været fedt at gå på Det Blå Gymnasium. Nu skal jeg have et sabbatår som skilærer i Østrig. Bagefter skal jeg nok læse til lærer i Århus, sagde Jacob Bank Olesen fra HHX - 3.C. og et 7-tal i den afsluttende eksamen i samtidshistorie.

Klassekammeraten, Simon Lindvang, fik 10 i faget afsætning og stiler også mod et sabbatår.

- Jeg har været heldig at få arbejde i Sydbank for at have noget studierelevant.

Han vil gerne læse økonomi på universitetet i København.

Bliver i Sønderborg

For to andre, er det Sønderborg, som kommet til at præge deres videre studier.

- Jeg skal også lige have et sabbatår med noget arbejde, men derefter vil jeg gerne læse markedsøkonomi på Alsion, fortæller Nor Alhoda, der har irakiske rødder.

Veninden Waffaa Ghaoche, der også er født i Danmark, men har libanesiske rødder, vil gerne i gang med at læse ingeniør inden for mekatronik på Alsion lige efter sommer.

- Jeg skal ikke have noget sabbatår, men vil gerne i gang hurtigt.

Der lød skrig og skrål, når vandets ofre blev overrasket.Foto: Timo Battefeld
En kold men venskabelig dukkert.Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Billund

Ansættelsesstop i resten af 2019: Alle områder rammes i Billund Kommune

Annonce