Annonce
Digitalt

Se video: Youtuber udruger æg fra supermarkedet

Youtuber Martin Guldborg fra Bramming har udruget to æg fra et supermarked og dokumenteret forsøget. Foto: Guldborg
Det er lykkedes Martin Guldborg fra Bramming at udruge to æg, købt i et lokalt supermarked, ved hjælp af en rugemaskine. Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Bramming: Der skal som bekendt have været en hane ind over for at fremtrylle en kylling af et hønseæg. Men så længe det bare er æg til forbrugerne, så er haner uønskede i ægproduktionen. Officielt er der derfor ingen haner i hønsegården hos ægproducenterne. Alligevel er det lykkedes 25-årige Martin Guldborg fra Bramming at købe to bakker økologiske æg i to forskellige supermarkeder i Bramming og udruge to kyllinger i en rugemaskine ud af de 26 æg.

Martin Guldborg har dokumenteret det hele på video, som mandag var set næsten 40.000 gange på YouTube.

- Det er det mest sindssyge, jeg har prøvet i lang tid, siger Martin Guldborg, der lever af at lave både skøre og mere seriøse videoer til sin tv-kanal på YouTube, Guldborg.

Annonce

Videoen har affødt mange reaktioner på kanalen, men ifølge Martin Guldborg er 99 procent positive - kun enkelte synes, at det er ulækkert.

Læste om det

Der er ikke noget farligt ved at spise befrugtede hønseæg eller ulovligt ved at have haner i ægproduktionen, så for Martin Guldborg var forsøget udelukkende et spørgsmål om at finde ud af, om det kunne lade sig gøre.

- Jeg havde læst om en norsk dame, der havde gjort det for lang tid siden. Så jeg besluttede at prøve og købte en rugemaskine og satte det hele op med kameraer og det hele. Jeg afsatte tre uger i kalenderen til forsøget og til overvågningen, og så skete det pludselig. Det er ret crazy, siger Martin Guldborg, der har lavet en 15 minutter lang video om forsøget.

Men det tog alt i alt 21 dage at ruge ægget ud. Ifølge pakken var æggene kun tre dage gamle, da Martin Guldborg købte dem.

Martin Guldborg fra Bramming er 26 år og lever af at lave videoer til You Tube om alt muligt. Her er han i hjemmestudiet med den rugemaskine, han brugte til forsøget. Foto: Lars Fahrendorff
Annonce

Ja, den er god nok

Ifølge en ægproducent, DAVA Foods ved Hadsund, er det slet ikke umuligt at gennemføre det, som Martin Guldborg har gjort.

Landbrugschef Per Kruse fortæller, at det er lidt som lotteri at finde befrugtede æg i en køledisk, men der er faktisk haner i økologiske hønsegårde.

- Det er ofte flokke af 3.000 høns, der går sammen udendørs. I sådan en flok bruger vi måske to haner som en slags vagtposter, fordi hanerne af én eller anden grund er meget bedre end hønsene til at holde øje med farer. Eksempelvis når der kommer en stor rovfugl henover hønsegården, så får hanerne ved at skræppe alle hønsene til på kommando at løbe under træer eller ind i hallen. Det er faktisk ret fascinerende at se. Det er naturens gang, siger Per Kruse.

Annonce

Haner på overarbejde

Han tilføjer, at tilstedeværelsen af nogle få haner naturligvis også betyder, at de parrer sig med nogle af hønsene.

- Men du kan jo nok regne ud, at det kræver sin hane at nå igennem så mange høns. Sandsynligheden for at få et befrugtet æg fra hønsegården er meget lille, siger Per Kruse.

I forhold til nedkølingen har nylagte æg en forunderlig evne til at gå i en slags midlertidig dvale under 25 grader i en periode, inden de bliver helt golde. Så man skal ikke være bange for, at der kommer kyllinger ud hjemme i køleskabet.

Der er ingen sponsorer eller andre interesser i forsøget. Martin Guldborg lever udelukkende af de reklamespots, som kommer i løbet af hans video-indslag. Han har arbejdet fuld tid som youtuber i to og et halvt år, men startede med at etablere sin kanal for cirka seks år siden.

Martin Guldborgs målgruppe er børn og unge fra syv til 18 år.

Her er den ene lille, fine kylling. De er begge kommet ud at bo på en gård efter forsøget. Foto: Martin Guldborg

Martin Guldborg

25 år, fra Bramming og bor i hus med sin kæreste i byen. Herfra driver han sine You Tube-kanaler, hvor af den meste sete har 159.000 følgere.

Han modtager ikke sponsorater til produktion af indhold, men tjener på de reklamer, som YouTube lægger ind som pauser i hans produktioner. Han har eksempelvis for egen regning købt skrabelodder for 10.000 kroner for at se, hvor dårlig en forretning, det er.

Han har levet af det i to og et halvt år, men startede på at bygge det op for seks år siden. Han var oprindelig i bagerlære, men stoppede, da den anden karriere tog fart.

Han og en kammerat har tidligere været på landsdækkende tv og i JV for at lave en video om ikke at kunne finde et arbejde. Her lavede han også en video, der gik viralt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Kolding

Indisk takeaway fik sur smiley

Annonce