Annonce
Erhverv

Se videoen: Til fiskeauktion mødes gamle fiskere, unge turister og glade købere om en budkrig

I den gamle auktionshal på havnen er der hver onsdag i sommerferien fiskeauktion. Det er de gamle Esbjerg-fiskere, som står for arrangementet, der både tiltrækker turister og lokale.

Esbjerg: Der lugter af fisk.

Det er efterhånden længe siden, det udsagn, sådan helt generelt, på nogen måde passede på Esbjerg. Men om sommeren er det alligevel lidt sandt. Der lugter af fisk. I hvert fald inde i den gamle fiskeauktionshal på havnen.

- Nu har vi en havtaske. Hvem kunne godt tænke sig sådan en, spørger auktionarius Geert Gregersen.

Annonce

Flere hænder skyder op. Geert Gregersen peger sin pind mod den, han vælger, mens han tæller højt. 150, 200, 300, råber en lille pige, som sidder på sin fars skuldre. Hvor meget kan en havtaske gå for?

Det går hurtigt, når de gamle fiskere får lov at filletere. Foto: Jacob Schultz

Gamle fiskere

Et par af de gamle fiskere trasker frem og tilbage til køberne med deres fangst. Ovre i den ene side af hallen, står en lang række af dem og filletterer. For selvom arrangementet egentlig er tiltænkt turister, og selvom der i auktionshallen både kan høres tysk, hollandsk, engelsk og fynsk, udover selvfølgelig esbjergensisk, er det også samtidig et trækplaster for fiskerne. Både dem, der står for det, og dem, der er mødt op for at hjælpe til.

For det er faktisk de gamle Esbjerg-fiskere, som står for auktionen, der afholdes hver onsdag i skolernes sommerferie. Fiskeauktionen finder sted klokken elleve i det gamle auktionshus på havnen.

Efter sæsonens sidste fiskeauktion spiser fiskerne frokost sammen. Overskuddet de tjener, bruger deres forening på at arrangere ture og andre hyggelige begivenheder for dem. Foto: Jacob Schultz

- Det er meget hyggeligt. De fleste af os er jo i den tunge ende rent generationsmæssigt, men det er helt kanon at komme herned og få lov at røre ved nogle fisk, siger Werger Jensen.

Han er oprindeligt fra Færøerne, men kom til Esbjerg som fisker og senere skipper.

- Det er hyggeligt at se de gamle kollegaer, istemmer Svein Oskarson, som også er gammel skipper.

Annonce

Sjovt at få lov at råbe

Maiken Pedersen, hendes veninde og dennes kæreste er også dukket op til fiskeauktion, og de har taget alle børnene med.

- Det er sjovt at få lov til at råbe, udbryder et af dem.

Og for Maiken er fiskeauktionen en hyggelig mulighed for at få købt krabbeklør og bakskuld, og så er hun glad for, at hendes datter også får mulighed for at se det.

- Min datters oldefar er gammel fisker og med til at stå for det hernede, så det er også en god ting, de kan opleve sammen. Det betyder meget for hendes oldefar, selvom han er godt oppe i alderen at komme afsted og være sammen med det fællesskab, han altid har haft, fortæller hun.

Maiken Pedersens mormor, der var fiskerkone, startede sin egen sandorme forretning op. For Maiken fylder fiskeriet en del i familiehistorien. Og så smager fisk og skaldyr bare godt, siger hun. Foto: Jacob Schultz

Og Maiken Pedersen har da også selv været vant til at komme på havnen.

- Som barn var jeg tit hernede og kigge på skibe. Min morfar var også fisker, og min mormor var jo så fiskerkone. Så det har også været en stor del af min mors liv. Samtidig synes jeg også, det er vigtigt at forstå, hvad byen har været engang. Nu går de jo og fylder bassiner op, og jeg har det lidt som om, at byen forsvinder. Derfor vil jeg også gerne have min datter med herned og se det, mens det stadig sker, siger hun.

Annonce

Trækker flest på regnvejrsdage

Spørger man auktionarius Geert Gregersen er dagen gået ganske fint. Han har været auktionarius i omtrent fyrre år og var med til at starte turistauktionen op, og dagen er gået, som han havde forventet.

Geert Gregersen har været auktionarius i omtrent fyrre år, og hans veltrænede øjne glider over publikum og spotter alle hævede hænder. Foto: Jacob Schultz

Det har været lidt varmt, så der har ikke været helt så mange forbi som på en regnvejrsdag, men der har stadig været god stemning.

- Dem, der er kommet, har i hvert fald fået noget supergod fisk med hjem, de kan stege på i aften, siger han.

Annonce

Noget godt til grillen

Englænderen Sidney Long bor sammen med sin kone Larisa Stepanova i Vejle, men ægteparret kommer alligevel hver sommer til Esbjerg for at gå på fiskeauktion.

- I forhold til supermarkedet er der bare mere fisk her. Og så ved du, hvad du får. Der er ingen, der har pillet ved det. Og det går jo til godt formål, samtidig med, at man får en hyggelig formiddag ud af det. Prøv at se på det humør og de smil, der er her. Vi plejer at komme et par gange i løbet af sommeren, men jeg synes da, de burde holde det hele året rundt, siger han.

Her i sommer er der fiskeauktion for turister og lokale på Esbjerg havn. Det er pensionerede Esbjerg-fiskere, som står bag initiativet. Foto: Jacob Schultz

I dag har Sidney og Larisa købt for 1500 kroners fisk.

- Så der er lidt til grillen, når vi kommer hjem.

Annonce
Erhverv For abonnenter

Høsten er landmændenes eksamen: Det tegner til en middelpræstation til god pris

Danmark

Mandagens coronatal: 70 procent har fået det første stik

Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Lokal politiker fik Hyballa-banner flået ned af kontrollører: - Min grænse går, når træneren bliver beskyldt for vold

Varde For abonnenter

Mangeårig redder og tillidsmand om fartbøder til frivillige: Vi taber hver eneste gang

Vejen

Adolf er en af kommunens ældste borgere: Antallet af ældre over 100 år er steget

Sønderborg For abonnenter

Brødre med succes: Omsætning i korn- og foderstofselskab er vokset eksplosivt med dem i spidsen

Varde For abonnenter

Succes i specialklassen: Nu er hunde de nye hjælpelærere

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Erhverv

Tilløbsstykke: Folk væltede ind til loppesalg på 125 år gammel slægtsgård i Vonge

Tønder

Bingo: Vognmand investerer massivt i fremtiden

EfB

Hyballa: Jeg ville elske at arbejde med van der Vaart

Erhverv

Nystartet firma med gaderacer har solgt fire biler: - Vi går efter en slutspurt efter sommeren

Sønderjyske Fodbold For abonnenter

Karakterer: Forsvarer overbeviser igen, og midtbanemand ramte den lige i rumpetten

Aabenraa

Beboere savner plejehjemmets gæsteværelse

Annonce