Annonce
Esbjerg Energy

Sejren kom kun kortvarigt i fare: Energy tilbageerobrer fjerdepladsen

Esbjerg Energy-træner Mark Pederson kunne fredag glæde sig over en hjemmesejr. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Esbjerg Energy vandt 5-3 over Herlev Eagles og tager fjerdepladsen igen. Selvom Herlev ad flere omgange reducerede, kom sejren kun kortvarigt på spil
Annonce

ISHOCKEY: Sejren var kun i fare i få minutter.

Men da Esbjerg Energy igen spillede på fysikken, var der aldrig nogen tvivl. Selvom Herlev havde hentet Esbjergs tremålsføring, vandt Esbjerg ganske sikkert 5-3 over Herlev.

Dermed rykker Energy tilbage på fjerdepladsen, og med et par kampe i hånden kan man skimte Rungsted på tredjepladsen.

Det kan vel bedst beskrives som overfald, sådan som Esbjerg kom ud til kampen.

Esbjerg-spillerne virkede hurtigere end Herlev, stærkere. Hver gang pucken lå løs, var der en Esbjerg-mand. Hver gang en Herlev-spiller fik pucken i egen zone, var der en Esbjerg-mand. Hver gang de lavede en fejl, stod der en Esbjerg-mand klar til at udnytte den.

Inden der var gået fire minutter, havde Esbjerg haft syv skud. Med lidt held og en del mere skarphed havde en håndfuld af dem givet mål. En enkelt skulle være endt med en scoring.

Der skulle i stedet et par tilfældigheder til for Energy. Det satte til gengæld også holdet i gang.

Herlevs Acke Ringström så ud til at glemme pucken. I hvert fald skøjtede han væk, mens pucken lå lige foran Herlev-målet, klar til at Matthew Pistilli kunne score.

Minuttet efter var det så Trevor Cheeks tur til at sende pucken ind bag Jidskog i målet.

Igen skulle der ikke gå meget mere end et minut, før det blev 3-0. Egentlig en ganske nem puck, der blev vippet ned til Jidskog, men den slap fra ham, og så var Jannik Christensen først over pucken, selvom han havde taget turen fra blå linje.

Et godt billede på kampen indtil da.

kampen i tal

Esbjerg Energy 5-3 Herlev Eagles (3-1, 2-1, 0-1)

1-0 Matthew Pistilli (16.00, uass.), 2-0 Trevor Cheek (17.03, uass.), 3-0 Jannik Christensen (18.15, uass.), 3-1 Alexander Lindqvist-Hansen (18.52, ass. Johan Skinnars og Victor Carlsson), 3-2 Niklas Tikkinen (25.54, ass. Brett Thompson), 4-2. Grayson Downing (26.59 Trevor Cheek, Niklas Andersen), 5-2 Matthew Pistilli (33.07, ass. Grayson Downing, Anders Koch), 5-3 Victor Carlsson (44.48, ass. Johan Skinnars)

Udvisninger:

Esbjerg: 8x2 minutter

Herlev: 6x2 minutter

Tilskuere: 1269

Annonce

En kort forskrækkelse

Men så slap Esbjerg grebet om kampen. Bare i et par minutter før og efter første pause, men det var nok til, at Herlev spillede sig tilbage i kampen. Til at Esbjerg-fansene lige måtte holde vejret.

Da først Herlev fik tid og plads, kunne man bedre forstå, at holdet ligger lige omkring Esbjerg i tabellen.

Kort efter 3-0-scoringen reducerede først Alexander Lindqvist-Hansen, derefter Niklas Tikkinen.

Helt farligt blev det dog aldrig for esbjergenserne. Fansene kunne hurtigt ånde ud.

Energy gjorde det igen til en fysisk kamp. Tacklingerne blev hårdere, intensiteten og tempoet steg, udvisningerne det samme, og så kunne Herlev ikke længere følge med.

Grayson Downing scorede til 4-2, Pistilli igen til 5-2, efter han blev spillet alene igennem, og så var faren ovre, og Herlev skiftede målmand for at forsøge sig med bare et eller andet.

Annonce

Lugtede aldrig af comeback

Selv om Victor Carlsson efter lidt rod foran Esbjerg-målet igen fik reduceret, fik man aldrig fornemmelsen af et comeback. Energy-spillerne må have følt sig ret trygge reduceringen til trods. Det samme gjaldt Esbjerg-fansene. ”Synd for Herlev, I taber alligevel”, sang de.

Og rigtigt nok.

Det meste af spillet foregik godt nok i Esbjergs zone, men Esbjerg var reelt farligere. Flere gange opsnappede en Energy-spiller pucken, så han frit kunne skøjte ned mod mål.

Således også da Energy fik et straffeslag, da en Herlev-spiller sparkede sin knækkede stav mod Andreas Grundtvig for at forpurre den frie mulighed. Grundtvig brændte, men det kom ikke til at betyde noget.

Esbjerg tog sejren uden at føle sig truet.

Lørdag gælder det Rødovre, hvor Energy kan tage endnu et skridt mod en placering blandt de fire øverste.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Lærerformand opfordrer Koldings lærere til at tage deres forholdsregler: Sådan kan de mindske risiko for at blive smittet

Annonce