Annonce
Udland

Sejrherren Trudeau takker canadiere: I stemte progressivt

Carlo Allegri/Reuters
Det Liberale Parti og Trudeau står til at kunne fortsætte i regering efter valg i Canada.

Trods tilbagegang kan Canadas premierminister, Justin Trudeau, med stor sandsynlighed fortsætte som landets leder efter mandagens valg.

Tirsdag morgen dansk tid takkede han for den tillid, som han har fået fra de canadiske vælgere.

- I sender os til Ottawa med et klart mandat, sagde Trudeau med henvisning til Canadas regeringsby.

Den 47-årige tidligere skolelærer har domineret Canadas politiske liv i fire år. Han har kaldt valgkampen for en af de "hårdeste og mest beskidte i landets historie".

Han appellerede i valgkampens slutfase til vælgerne ved gentagne gange at minde om sin far, Pierre Trudeau. Han spillede som premierminister i 1970'erne en afgørende rolle for opbyggelsen af det moderne Canada med en progressiv, multikulturel politik.

Det Liberale Parti, der ledes af Trudeau, ventes dog kun at kunne danne en mindretalsregering.

Partiet får nemlig ikke de 170 sæder i parlamentet, som det kræver at kunne danne en flertalsregering, som Trudeau hidtil har stået i spidsen for.

Næsten 65 procent af de over 27,4 millioner canadiere, som kunne stemme, deltog i valget. 97 kvinder blev stemt ind i parlamentet, hvilket er rekord.

Trudeau ventes at samarbejde med mindre oppositionspartier. Han siger, at canadierne stemte for en "progressiv" dagsorden.

- I har bedt os om at investere i canadiere, at skabe forsoning med vores oprindelige folk og at vise endnu større ambitioner, når vi bekæmper vor tids største udfordring - klimaforandringer, siger han.

Trudeaus nærmeste rival, den konservative Andrew Scheer, har meddelt, at han har talt i telefon med Trudeau og lykønsket ham med sejren.

Trudeau var i stærk modvind under meget af valgkampen, hvor han blev stærkt kritiseret af Scheer, som kaldte den liberale premierminister for en svindler uden moral.

Trudeau måtte gentagne gange undskylde for episoder for årtier siden, hvor han havde malet sit ansigt mørkt i forbindelse med kostumefester.

Scheer kom selv i modvind for sine personlige synspunkter i forhold til abort, og han blev kritiseret for ikke at ville gøre nok for klimaet.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
SønderjyskE

Følg kampen direkte: SønderjyskE scorer

Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Erhverv

Erhvervsforening efterlyser svar om havnens fremtid: Usikkerhed er gift for virksomheder og investorer

Annonce