Annonce
Sport

Sejrssikker Tsitsipas: Mit niveau er til grand slam-triumfer

Tony O''brien/Ritzau Scanpix
Sæsonfinalen er ikke nok for græsk tenniskomet. Han melder sig klar til at sejre i de største turneringer.

Vinderen af tennisherrernes sæsonfinale, græske Stefanos Tsitsipas, tror, at grand slam-sejrene venter lige rundt om hjørnet.

21-årige Tsitsipas trak søndag det længste strå i en tæt finale i London, som han vandt i tre sæt over 26-årige Dominic Thiem fra Østrig.

Sejren må regnes som grækerens største. Men han føler sig allerede klar til større titler.

- Jeg tror på, at jeg er meget tæt på at vinde en grand slam-turnering. Jeg ved, at det er store ord. Men jeg føler, at det er der, jeg hører hjemme, sagde Tsitsipas i en - for tennissporten - overraskende ligefrem udmelding.

Herrernes sæsonfinale har i år været de unges turnering.

Kun Federer fra den gamle garde, som også inkluderer Novak Djokovic og Rafael Nadal, nåede semifinalen, hvor han blev slået klart af Tsitsipas.

Men turneringen har de senere år vist sig som et dårligt pejlemærke for næste års grand slam-succes.

Sidste år vandt den dengang 21-årige Alexander Zverev finalen mod serbiske Novak Djokovic. Men i 2019 kunne han ikke følge op på succesen.

Her delte Djokovic og Nadal de fire grand slamtitler ligeligt mellem sig.

Og måske ligger noget af forskellen mellem den unge generation og den gamle garde i evnen til at præstere konstant over syv kampe i bedst af fem sæt, pointerer Tsitsipas.

- Det er en virkelig svær udfordring for spillerne, sagde han.

- For os, de unge fyre, handler det hele om tid. Jeg ved det ikke. Vi må enten slå dem eller vente på dem.

Djokovic, Nadal og Federer må dog kigge sig over skulderen efter turneringen i London.

Her lod den unge generation til at spille med en ny frygtløshed.

Og en af den slags sejre, som må give nervøse trækninger hos tennissportens "grand old men", stod Thiem for, da han i gruppespillet slog Federer klart.

Trods finalenederlaget i London spår Thiem, at næste år vil byde på nye grand slam-vindere fra den unge generation.

- Jeg tror helt sikkert på, at vi kan gøre det næste år, sagde østrigeren.

- Sascha (Zverev, red.), Stefanos, mig, nogle andre fyre. Jeg er ret sikker på, at vi kommer til at se en ny og ung grand slam-vinder næste år.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce