Annonce
Sport

Seks hjernerystelser stoppede Stockfischs ishockeykarriere: - Jeg byggede en stor del af min identitet på ishockey

Selvom Casper Stockfisch må undvære spilletiden på isen, er han i dag glad for sin beslutning om at stoppe sin ishockeykarriere. Han får nemlig stadig føling med sporten igennem sit job som træner og assisterende sportschef. - Vi er med til at forme atleter, og så får jeg også stimuleret mit konkurrencegen, siger han. Foto: Ludvig Dittmann
I anden del af serien "Et valg der ændrede mit liv" fortæller den tidligere ishockeyspiller Casper Stockfisch om, hvordan det forandrede hans liv at bytte spilletrøjen ud med trænerkasketten.

Vojens: For syv år siden stod den dengang 19-årige Casper Stockfisch med en knude i maven i et af SønderjyskE Ishockeys omklædningsrum. Overfor ham sad hans medspillere, der netop havde forladt isen efter en endt kamp, og lyttede til de nyheder, Casper overbragte.

Efter 17 år på isen var det blevet tid til, at han måtte lægge spilletrøjen på hylden og prioritere sit helbred. Den sjette hjernerystelse på seks år gjorde udfaldet for den unge ishockeyspiller, hvis skøjter ellers kørte på store drømme.

Et valg der ændrede mit liv

JydskeVestkysten Haderslev sætter i denne artikelserie fokus på forskellige mennesker, der på et tidspunkt har taget et valg, der forandrede deres liv. Under navnet "Et valg der ændrede mit liv" vil du derfor løbende møde alt fra lokale kendisser til din nabo, der har truffet både små og store valg, der har gjort en forskel i deres liv.

For Casper var det med stor sorg, at han overbragte nyheden om, at hans ishockeykarriere var slut. Derfor står den afgørende dag og tårerne, der hobede sig op i øjenkrogene, stadig knivskarpt i hans hukommelse. Ligesom han stadig husker følelserne, der fyldte ham fra tæerne og helt ud i hockeystaven.

Annonce

- Det var jo en beslutning, der på en eller anden måde blev taget under frivillig tvang. Så der gik en følelse af magtesløshed og frustration igennem mig. Altså den her følelse af ikke at have nogen kontrol, siger den i dag 26-årige Casper.

Blå Bog

Casper Stockfisch er 26 år og bor med sin kæreste i Vojens.

Han er assisterende sportschef i Vojens IK og træner for U15- og U17-holdene.

Han er ligeledes kontaktperson for samarbejdet med Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Som 19-årig stoppede han karrieren som ishcokeyspiller efter seks hjernerystelser.

Inden da nåede han at spille 31 kampe i SønderjyskE-trøjen, og i to år spillede han juniorhockey i den svenske storklub HV 71.

Selvom han lagde spilletrøjen på hylden den dag i omklædningsrummet for syv år siden, var han ikke klar til at opgive skøjterne. Derfor begyndte han som frivillig assisterende træner for 1. divisionsholdet og U20 med det samme. Et valg der blev starten på et nyt liv på isen. Men overgangen fra medspiller til træner var svær.

- Det var lidt mærkeligt i starten, fordi det hold jeg trænede, var nogle af mine bedste kammerater, og det gjorde det lidt svært at navigere i.

Men langsomt fik skøjterne bedre fat i trænerisen, og han blev derfor ansat til at træne U15 og U17. Sidenhen har han også kunnet skrive assisterende sportschef på cv’et.

Det sidste hak i isen

Det var ikke nogen overraskelse, at Casper forelskede sig i ishockey. Hele hans familie har i en eller anden grad været med i ishockeyen og særligt hans far, Søren Stockfisch, der var sportschef i SønderjyskE Ishockey i 10 år.

Casper mener derfor også, at det var uundgåeligt, at han forelskede sig i ishockey, efter han første gang blev sendt ud på isen som 2-årig. Kærligheden til sportsgrenen voksede sig da også kun større i årenes løb, og isen optog langsomt mere og mere af hans tid.

I folkeskolen blev han derfor også optaget i talentklassen på det, der dengang hed Haderslev Idrætsakademi. Også da han begyndte på handelsskolen i Haderslev fortsatte han med at bruge stort set al sin fritid på isen i Vojens.

Som ishockeyspiller må man ofte give afkald på det sociale liv udenfor klubben, fordi sporten optager så meget af ens tid. Casper tror, at det fravalg er sværere for de unge spillere i dag, end da han var på deres alder. - Man kan se alt, hvad de andre laver på de sociale medier, og det, tror jeg, gør det sværere for de unge. Foto: Ludvig Dittmann

Indtil den første hjernerystelse ramte. Og så den anden, den tredje, den fjerde, den femte og til sidst den sjette. Hjernerystelserne betød, at han af flere omgange måtte nøjes med en plads på tilskuerrækkerne i alt fra 14 dage til seks måneder.

Men selvom den sjette hjernerystelse blev det sidste hak i isen, har han aldrig givet andre skylden for hans valg om at stoppe karrieren som ishockeyspiller.

- Der er rigtig mange nærkampe i ishockey, hvor jeg har været involveret i nogle lidt hårde og uheldige af slagsen. Det har ikke været for at skade mig, men det er bare en del af gamet (spillet red.), og nogle er mere uheldige end andre, siger han og tilføjer:

- Jeg havde en idé om, at det kunne komme til at ske. Efter hver hjernerystelse tænkte jeg altid, ”hvor meget mere kan man holde til?”. Og efter den sjette hjernerystelse snakkede jeg så med mine forældre og en læge om, at det var tid.

Annonce

Et nyt forhold til valget

Da Casper netop var stoppet som spiller og begyndt som assistenttræner for 1. divisionsholdet, fandt han stor opbakning i holdets træner, der havde en lignende historie. Langsomt blev han mere og mere komfortabel med trænerrollen, og i dag ser han sit arbejde som træner og assisterende sportschef som et privilegium.

- Ishockey vil altid være en kæmpestor del af mit liv. Jeg byggede en stor del af min identitet på ishockey. Men derfor er det også fedt, at ens største passion kan blive ens fuldtidsarbejde. Det er en drøm, jeg kan få lov til at udleve.

I dag føler han også, at han er en endnu bedre træner for U15- og U17-holdene, fordi han netop har bygget en stor del af sin egen identitet på ishockey. Som træner er man ikke kun ansvarlig for, at holdet klarer sig godt på isen. Han er også ansvarlig for, at spillerne har det godt. Særligt fordi ishockeyen tager rigtig meget af deres tid, og det går typisk udover det sociale liv udenfor klubben.

Når Casper ikke er at finde i ishockeyhallen i Vojens, bruger han tid med sin kæreste, familie og venner, går ture eller laver mad. Særligt madlavningen nyder han og ser som afstressende i en ellers travl hverdag. Foto: Ludvig Dittmann

- Jeg kan sætte mig ind i, hvad de går igennem, fordi det ikke er så lang tid siden, jeg selv gik igennem det. Man går glip af rigtig mange ting, når man spiller ishockey. Så man er nødt til at lave nogle fravalg, og det går ofte udover det sociale, siger han og tilføjer:

- Men man får til gengæld et rigtig godt fællesskab i klubben. Jeg har i hvert fald aldrig selv manglet noget på den front, men det er også bare et helt specielt fællesskab at være en del af et ishockey-omklædningsrum.

At han faldt så godt til i trænerrollen, blev afgørende for det forhold, han har til det valg, han tog for syv år siden. For valget blev ikke taget på hans præmisser, og det gjorde omvæltningen endnu sværere, men i dag sætter han pris på det valg, der forandrede hans liv.

- I dag er jeg rigtig glad for, at jeg tog beslutningen, og drengene (hans tidligere medspillere red.) havde stor forståelse for det og var meget støttende. Så det var rart at vide, at man var værdsat. Det gjorde det også lettere at være træner, og i dag savner jeg det ikke helt lige så meget som tidligere, afslutter Casper med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce